Da jeg for nogle år siden grundlagde Institut for Fremtidig Bagklogskab, var det i konstateringen af, at man med stor sikkerhed kan forudsige, hvad man om nogle år vil betegne som dumt, at man ikke fik gjort. Dengang handlede det om lægeuddannelser. Det kunne også have handlet om Banedanmark. I dag handler det om vores infrastruktur til energi.

Det danske energisystem har gennem rigtigt mange år været baseret på det princip, at der altid skal være rigelig kapacitet. El-nettet blev etableret med kabeltykkelser, der var så rigelige, at selv en juleaften fortsat i dag ikke er en udfordring for transporten af el.

Produktionen af el tilrettelægges stadig, så der altid er rigelige mængder el – “værsgo at forbruge, Energinet justerer produktionen efter samfundets efterspørgsel”.

Princippet om rigelig kapacitet har været rigtigt godt for både dansk økonomi generelt, erhvervslivet og Hr og Fru Danmark. Rigelig kapacitet er en gave til samfundet: En ubesværet hverdag, friheden til at forløse potentialer, muligheden for at udfolde sig og vokse. De danske medicinalproducenter, fødevare-, IT- og robotvirksomheder skal ikke bekymre sig nævneværdigt, om der er strøm. Hr. og Fru Danmark kan hver morgen rejse sig fra sengen, trykke på stikkontakten og få lys og kaffe og kraft til PC'en. El er en af livets selvfølgeligheder, selv om beslutningen om rigelig kapacitet ikke er uden omkostninger.

Energisystem på klimarejse

Den altid rigelige strøm er sikret, samtidig med at energisystemet er på en klimarejse. Vindmøller og solceller er kommet til. Energinet har uden forstyrrelse for kunderne inkluderet vind og sol i det produktionsapparat, der altid er rigeligt til den efterspørgsel, samfundet har.

Vindmøller og solceller producerer ikke nødvendigvis på de tidspunkter, hvor vi skal bruge strømmen. Ikke klimavenlige fossile brændsler sikrer derfor, at der altid kan være rigelig med strøm. En konsekvens heraf er, at særligt vindmøllerne er blevet lukket mere og mere ned i takt med, at der er kommet flere af dem. Det er ikke godt for vindmøllernes samfundsmæssige rentabilitet. Derfor er der søsat flere indsatser for at finde lagringsmuligheder til den strøm vindmøllerne kan producere, når vi ikke skal bruge den.

Klimaindsatsen er vigtig, og el er blevet svaret på den udfordring, vi har med udslip af klimagasser. Visionen om, at vi kan bygge et samfund baseret på sol og vind er en skøn vision.

Idégenereringen er nået vidt, og vi taler om elbiler til privatkørsel; om at omsætte overskuds-el fra vindmøller til brint og ammoniak til tung transport; om at anvende el-baserede varmepumper til opvarmning. Kul og gas og andre fossile brændsler skal afløses for, at vi kan nå 70% målsætningen.

Begejstring koster penge

Klimabegejstringen er dejlig, og den skaber masser af aktivitet, og giver håb og mening. Men klimabegejstringen koster også penge. Det er der nogle af de centrale stemmer i debatten, der har enkle svar på: Send flere penge, skatten må op, det kommer til at koste, sådan er det. Og jo, det koster noget, men det fritager os ikke fra omtanke og fra at bruge pengene fornuftigt. Og stop lige engang: Min appel til fornuft handler ikke om at gå på kompromis med klimakampen. Den handler om, at vi ikke behøver opføre os dumt og gøre os til genstand for fremtidig bagklogskab.

Vindmøllerne ruller ud i det danske og internationale landskab lige nu. Solceller lige så. Der er enorme kapacitetsmængder på vej. Super godt i et system, der ønsker rigelighed, men samfundsøkonomisk rigtigt dyrt, hvis kapaciteten fortsat skal lukkes mere og mere ned på grund af periodisk mere produktion end forbrug.

Nogle af os arbejder med at gøre forbrugskurven mere dynamisk, for eksempelvis behøver vi jo ikke varme op, når der mangler strøm – det kan vi gøre når strømmen er rigelig. Vi kan gøre overskuds-el til brændstof gennem elektrolyse og flytte forbruget fra stikkontakten til tankstationen, fra tidspunktet med rigelig strøm til tidspunktet, hvor vi skal bruge energien. Noget af forbruget kan godt forskydes, uden at det går ud over komfort og erhvervsliv. Noget kan ikke og nødvendiggør batterier.

Det handler ikke kun om elbiler

Elbilerne kommer, lyder det, og elbilerne udfordrer vores el-net. Den rigelige kapacitet i el-nettet vil ikke længere være rigelig med elbiler, og derfor må vi forholde os til de fornødne investeringer. Synspunktet bliver hurtigt fejet af bordet med argumenter om, at der kan udvikles styringer til elbiler og arbejdes med adfærd hos brugerne, ja måske endda etableres delebilsystemer som gør, at vi godt kan håndtere elbilerne inden for elnettets kapacitet. Der er løsninger. Og det er dejligt.

Men elektrificeringen af samfundet handler ikke om elbiler. De er kun en del af alt det, der skal produceres og transporteres til i el-nettet. Varmeforsyningen skal også elektrificeres. Decentrale solcelleanlæg og husstandsmøller skal være i el-nettet. Alt fossilt skal bringes over på el. El-nettet er udfordret.

Mens vi søger løsninger på klimaudfordringen, gør vi også noget konkret. Nogle gætter på, hvilken tykkelse el-kablerne nu skal have og skifter gamle kabler ud - hvis ikke af andre grunde så fordi de er forældede.

Andre graver fjernvarmerør ned og baserer valg af rør og udgravning på de eksisterende varmeværker. Nogle udskifter fossile varmeværker med varmepumper.

Atter andre vælger private elektrificerede løsninger. Nogle triller et fibernet ind ad fordøren, mens de sætter el-, vand- og varmemålere op med trådløs kommunikation via bagdøren uden at forbinde med fibernettet. Vi sætter et flag på bordet, hylder den fri konkurrence og siger, at det individuelle frie valg er godt. Og det er jeg sådan set enig i.

Hovedløs og uden langsigtet plan

Men alt det, jeg taler om her, er infrastruktur. Vi kunne aldrig forestille os, at vi lavede individuelle anlæg af lande- og motorveje. Der deler vi infrastrukturen og tillader det individuelle valg ved valget af bil. Men energisektorens infrastruktur er blevet hovedløs og uden langsigtet plan.

Lige nu udvider vi elnettet til elbiler. En virksomhed har lige besluttet at smide 100 millioner kroner i flere ladestandere, så vi trækker kabler. Om 5 år kommer der måske, måske ikke en beslutning om fuld elektrificering af varmen. Imens graver vi varmerør ned til ny-installationer.

Måske er det en beslutning om individuel elektrificering, der kommer, således elkablerne skal være tykkere for at have kapacitet til det enkelte hus – og de kabler vi trækker nu er forkert dimensionerede.

Vi graver og graver

Måske bliver det en beslutning om kollektiv elektrificeret varmeforsyning baseret på varmepumper, så vi ikke skal bruge de højtemperaturrør, vi graver ned nu, men i stedet skal bruge lavtemperaturrør – og mindre tykke elkabler. Vi ved det ikke. Vi gætter – og roder rundt i vores individuelle tro, og vi gør den grønne omstilling ubegribeligt dyr. Vi graver og graver, fordi vi træffer ad hoc og usammenhængende beslutninger.

Danmark har brug for en infrastrukturplan. En plan der fastlægger energisystemets motorveje og landeveje. Både i el og i varme. De to systemer kobles sammen i elektrificeringen. Politikerne må forlade deres trang til at overlade alt til det frie initiativ og tage ansvaret for infrastrukturen. Det er den vigtigste og økonomisk mest afgørende beslutning i den grønne omstilling.

Hvad sker der, hvis de ikke gør? Institut for fremtidig bagklogskab vil om nogle år håne dem for at have skabt BaneDanmark II. Løsningerne vil stritte i alle retninger, og dem der arbejder for at sikre, at der altid er rigelig strøm i stikkontakten, vil fejle i et hidtil uset omfang. I alle tilfælde blev det for dyrt.

Indlægget har været bragt i Jyllands-Posten 11. marts 2020