EnergiWatch

Debat: Hvorfor giver Ewii gratis strøm til København men ikke Kolding?

Har Ewii styr på deres egen moral, spørger Michael Hvitfeldt, formand for Denfo.

Foto: PR / Ewii

Direktør for EWII, Lars Bonderup Bjørn, retter i et debatindlæg kraftigt skyts mod andre energiselskaber. Direktøren går så vidt som til at tale om, at han både er stødt på moralen og retsfølelsen, når han ser og udtaler sig på grundlag af de seneste prisstigninger hos Ørsted, som kaldes "beskæmmende" og "grådig".

Det lyder alt sammen meget fint og helligt, da jeg er ikke fan af prisstigninger mv.

Men lad os også lige engang se på, hvad Ewii selv bedriver.

Ewii har som formål "at skabe værdi for Trekantområdet".

Derfor glædede det mig forleden at se, at Ewii fortsat tilbyder at sælge el til 0 øre pr. kWh i 6 måneder gennem www.elpris.dk.

Gratis er jo en god pris! Men så opdager jeg, at Ewii har lavet det smuthul, at deres eksisterende kunder ikke kan få glæde af tilbuddet. Langt, langt størstedelen af borgerne i Ewii’s historiske område (Trekantområdet), er nemlig kunder hos Ewii. Ikke fordi de har valgt det, men som et historisk levn fra monopol-dagene. Konsekvensen er, at det primært er forbrugere, som er udenfor Trekantområdet, der får glæde af den gratis el.

Med andre ord:

Ewii giver gratis el til borgere i Aalborg, Sønderborg eller København – men ikke til sine egne lokale, loyale kunder. Det gavner ikke Trekantområdet, som er et hovedformål i Ewii.

Hvem betaler for, at Aalborg får det gratis?

Ja, det økonomiske råderum, der er, bruges på at give gratis strøm i 6 måneder, kommer jo fra selskabets kasse. Ewii oplyser selv, at det er op til 1.000 kr. pr. kunde, der kan spares. Hvorfor bruges pengene ikke på at give en lavere elpris mv. til de lokale, loyale kunder i Trekantområdet? Elprisen hos Ewii kunne passende sænkes i stedet, hvilket vil være i fin overensstemmelse med selskabets hovedformål.

Når kunderne fra eksempelvis Aalborg, Sønderborg eller København har fået gratis el i 6 måneder, så får de som udgangspunkt samme pris, som alle de andre af Ewii’s kunder. Så de stilles altså ikke ringere bagefter, hvilket ellers måske teoretisk kunne have retfærdiggjort en periode med lavere pris.

Ewii bruger meget store summer på at markedsføre disse tilbud om gratis el på Facebook mv. udenfor lokalområdet. Denne udgift belaster også selskabets mulighed for at sænke prisen lokalt.

Lidt firkantet ser jeg situationen sådan her: Ewii er opmærksomme på, at en stor del af deres faste kunder er "sovende kunder og loyale kunder", der aldrig tænker på, at de kan skifte væk. Dem giver selskabet så en højere pris end nødvendigt, for at selskabet kan give gratis el til forbrugerne i eks. Aalborg, Sønderborg og København. Er det formålet, at den nye ledelse i Ewii kan vise vækst i kundemassen og sole sig i dette?

Mine spørgsmål er derfor:

- Er det god moral at udnytte de "sovende kunders" loyalitet i elhandelsafdelingen hos Ewii?

- Hvorfor får de loyale, lokale kunder ikke også tilbud om gratis el?

- Der har været mange sager om, at Ewii har brændt penge af på alt lige fra luftige millioninvesteringer og eksorbitante omkostninger til ledelsen. Giver det anledning til, at Ewii i el salgsafdeling overvejer, om det virkeligt ikke er lokalområdets tur til at glæde af et økonomisk råderum?

- Måske der skulle fokuseres på det nedskrevne formål, frem for nye ønsker om vækst?

Jeg bør tilføje, at energiselskaberne Verdo og Aura med flere også laver ovenstående manøvre, hvilket jeg heller ikke forstår. Men de står i det mindste ikke ophøjet og peger fingre ad andre.

Er Ewii mestre i gebyr-finte?

Ewii markedsfører også, at der ikke er skjulte gebyrer ved deres tilbud. Men når man så tilmelder sig, skal man være opmærksom på, at Ewii som udgangspunkt har valgt en betalingsform (PBS), der koster penge for at benytte, jo netop er et gebyr. Man skal være endog meget vågen for selv at opdage dette. Man skal være endog meget dygtig for at finde ud af, hvordan man kan ændrer dette.

Mit spørgsmål er derfor:

- Er det god moral at markedsføre sig med "ingen skjulte gebyrer", når kunder automatisk får gebyr, der jo faktisk er ret skjulte, da elregninger med aconto ikke er nem at overskue?

- Burde man ikke skrive, "du får (PBS eller Brev) gebyrer, hvis ikke du selv sørger for at finde ud af, hvordan du kan slippe"?

Jeg synes, Ewii har lavet en gebyr-finte, som Forsyningstilsynet selvfølgelig og passende bør se på, når de reviderer deres prisportal. Det bør ikke være sådan, at selskaber som Ewii, der heldigvis er i undertal, kan fremstå billigere blot fordi de er smarte på gebyr-finterne.

Så en opfordring til Lars Bonderup Bjørn og Ewii:

- Lad være med at udnytte, at der er en masse sovende kunder.

- Giv alle dine lokale kunder den lavest mulige pris i stedet for at bruge penge på Facebook-reklamer mv., der skal tiltrække borgere i Aalborg til at modtage gratis el, som du ikke vil give lokalt.

- Fortæl ærligt om dine ikke-tvungne, men automatiske gebyrer.

Eller endnu bedre: Lad kunderne automatisk få produkter uden gebyrer, når I taler så meget om, at der ikke er skjulte gebyrer.

Debat: Ewii-direktør i hårdt angreb på Ørsted

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere