Henrik Poulsen forventer stadig Radius-salg i 2019

Ørsted kommenterer ikke på det ønskede frasalg af elnetselkabet i forbindelse med halvårsregnskabet.
Hvis den røde lampe lyser, er Radius endnu ikke blevet frasolgt. | Foto: KRISTIAN DJURHUUS//
Hvis den røde lampe lyser, er Radius endnu ikke blevet frasolgt. | Foto: KRISTIAN DJURHUUS//
RITZAU FINANS

I starten af 2019 forpurrede en politisk blokering Ørsteds ellers planlagte frasalg af eldistributions- og privatkundeforretningen Radius.

I maj kunne energikoncernens topchef, Henrik Poulsen, dog fortælle, at han trods den politiske modstand forventede et Radius-salg i løbet af 2019, og den udmelding gentager han torsdag, efter at selskabet er kommet med regnskab for årets andet kvartal.

"Vi har igennem noget tid arbejdet på at separere de her forretninger ud, så de er klar til et frasalg. Vi arbejder med forskellige muligheder for at finde gode købere, og det er fortsat vores forventning, at vi er i stand til at underskrive aftaler inden udgangen af året," fortæller han til Ritzau Finans.

Han ønsker dog ikke at svare på, om der allerede er samtaler i gang med mulige købere, og hvilket prisniveau et eventuel salg af eldistributions- og privatkundeforretningen vil ende i.

"Det kommer jeg ikke til at kommentere på i dag," lyder det fra Henrik Poulsen.

Ørsted satte i juni 2018 et "til salg"-skilt på eldistributions- og privatkundeforretningen i Danmark, efter at en gennemgang af forretningen havde vist, at forretningsområderne ifølge selskabet selv gradvist vil få en mindre og mindre betydning for den samlede energikoncern.

Den strukturerede salgsproces blev efterfølgende sat i gang for Radius, som udgjorde 5,6 pct. af Ørsteds driftsindtjening i 2018, men i januar i 2019 måtte Finansministeriet stoppe det planlagte salg, da Socialdemokratiet og SF trak deres støtte.

Det skete efter en ophedet debat om salget, der trak tråde tilbage til det betændte salg af en del af Ørsted i 2013, hvor energikoncernen gik under navnet Dong. Staten ejer nu 50,1 pct. af aktierne.

Et flertal i Folketingets Finansudvalg indgik i april en aftale om at stoppe privatisering af kritisk infrastruktur. Et flertal i Finansudvalget pålagde regeringen "at arbejde for, at dansk kritisk infrastruktur enten har det offentlige eller et forbrugerejet andelsselskab som majoritetsejer."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Ge Vernova

GE sagsøges for designfejl på 1,5 GW vindmøller

For abonnenter

Læs også