EnergiWatch

Kommission: Tyskland bør udfase kul senest i 2038

Tyskland har på grund af kul svært ved at leve op til aktuelle 2020-mål for reduktion af drivhusgasser.

Tyskland bør senest i 2038 lukke landets sidste kuldrevne kraftværk.

Det siger en regeringsnedsat kommission, som lørdag offentliggjorde tidsplanen for en accelereret udfasning af forurenende energikilder.

Kilder i kommissionen antyder, at lukningen af det sidste kulkraftværk kan ske i 2035.

Tyskland har længe været under pres fra andre lande, da landet ikke har haft en snarlig udfasning af kul på dagsordenen. Det kontroversielle spørgsmål om kul i den tyske energiproduktion var en af de langvarige forhandlinger om at danne en ny regering efter forbundsdagsvalget i september 2017.

Tyskland dækker op mod 40 pct. af elproduktionen med kul. Det er en af grundene til, at Tyskland har svært ved at leve op til aktuelle 2020-mål for reduktion af drivhusgasser.

Kilder i regeringens kommission siger, at der er enighed om, at der skal afsættes 40 mia. euro (omkring 298 mia. kr.) til hjælp til de delstater, som bliver mest berørt af udfasningen af op til 2040.

Det er væsentligt mindre end de 60 mia. euro (knap 448 mia. kr.), som delstaterne har bedt om.

Over de kommende fire år vil operatørerne af kulkraftværkerne, deriblandt elektricitetsværkerne RWE og Uniper, blive anmodet om at lukke omkring 12 gigawatt af deres kapacitet i et første skridt, siger medlemmer af kommissionen.

Det svarer til 24 store kraftværksenheder.

Der er tale om den anden større intervention på Tysklands energimarked inden for et år. Den første var den epokegørende beslutning om at lukke alle atomkraftværker inden udgangen 2022.

Den grønne omstilling fra atom- og kulkraft til vedvarende energi fik førsteprioritet af forbundskansler Angela Merkel i 2014.

"Der findes ikke noget andet sammenligneligt land i verden, som tager fat på en så radikal forandring af dets energiforsyning som Tyskland," sagde Merkel dengang.

Tysklands regering besluttede efter jordskælvskatastrofen på det japanske atomkraftværk i Fukushima i marts 2011, at Tyskland skulle udfase atomkraft.

Den regeringsnedsatte kommission i Tyskland, der er kendt som "kulkommissionen", skal kun angive retningslinjer for energipolitikken.

Smuthul lader Norge investere mere i kul

Vestas-chef: Ser kraftig vækst for vindindustrien fremover

Ørsted afviser grønt tilbageslag fra Radius-blokade

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere