EnergiWatch

1000 evakueret fra Ørsteds hovedsæde efter bombetrussel

Politiet har onsdag eftermiddag evakueret Ørsteds hovedsæde i Gentofte, bekræfter Nordsjællands Politi over for TV 2 Lorry. Politiet undersøger "mistænkeligt forhold". Opdateret kl. 18:15.

Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen

Flere end 1000 personer er onsdag eftermiddag blevet evakueret fra energiselskabet Ørsteds hovedkvarter i Gentofte. Det oplyser vagtchef Søren Bjørnestad fra Nordsjællands Politi.

Politiet undersøger en anmeldelse, der betegnes som "mistænkeligt forhold". Hvad det nærmere dækker over, vil Søren Bjørnestad ikke komme ind på.

"Vi modtog en anmeldelse klokken 15.07 og vi har evakueret bygningen, mens vi undersøger området," siger Søren Bjørnestad.

Ørsted selv oplyser imidlertid til TV2 Lorry - der er den regionale TV2-station i Hovedstadsområdet -, at der er tale om en bombetrussel sendt på mail. Men det kan altså ikke bekræftes af politiet.

Det er presserådgiver i Ørsted Tom Lehn-Christiansen, der har talt med TV2 Lorry.

"Jeg var selv til stede, da det skete. Folk pakkede stille og roligt deres ting sammen og forlod bygningen. Der var ingen panik," siger han.

Trods udmeldingen fra Ørsted vil politiet hverken be- eller afkræfte, hvorvidt der er tale om en trussel fremsendt på mail.

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs