EnergiWatch

SE barsler med nyt digitalt elselskab

Et nyt elselskab fra SE-koncernen vil give kunderne penge tilbage for at bruge grøn strøm.

Foto: SE

SE-koncernen barsler i øjeblikket med et nyt digitalt elselskab, der vil belønne forbrugerne for at bruge strøm, når der er meget vedvarende energi i systemet.

Det nye selskab har fået navnet Simp-El. Selskabet, der er hundrede procent digitalt, fungerer ved, at kunden får en fast pris på sin strøm hver måned uanset forbruget. Eller faktisk er det nærmere en maksimumspris. For via en app kan forbrugeren holde øje med, hvornår der er meget grøn energi i systemet, og her vil forbrugeren så kunne blive belønnet med en såkaldt cashback. På den måde kan det betale sig for forbrugeren at sætte de store strømkrævende aktiviteter såsom opvaskemaskinen og vaskemaskinen i gang, når strømmen er grøn.

"Vi prøver at belønne den grønne adfærd. Det er egentlig det, som Simp-el produktet handler om," fortæller Lisbeth Valther, der er chef for Blue Labs, der er en innovationsenhed i SE-koncernen, og fortsætter:

"Vi arbejder med en række innovative produkter i SE-koncernen, og det her er et eksempel på det. Vi har et ønske om at understøtte den grønne omstilling, så det er derfor, at vi kigger på, hvordan vi kan gøre det håndgribeligt for det almindelig menneske, så det ikke kun handler om storpolitik."

Hun forklarer, at Blue Labs i øjeblikket er ved teste elselskabet hos forbrugerne.

"Vi er ikke der, hvor vi er klar til at lancere det endnu. Men vi er i fuld gang med at få en masse input fra vores kunder om præcis, hvad produktet skal indeholde," forklarer hun.

Fast pris hver måned

I og med at kunderne får en fast pris på deres strøm hver måned, så risikerer Simp-El selvfølgelig også, at der er nogle, der bruger mere, end de betaler for.

Men det er også et af de elementer, der indgår i testen af elselskabet.

"Det er selvfølgelig noget, som vi sidder og regner på, så vi kan lave modellen, så vi beskytter os selv, så forbrugeren ikke bare bruger til højre og venstre," forklarer Lisbeth Valther.

Hun forklarer, at den faste pris blandt andet bliver udregnet på baggrund af en masse forbrugsdata, som Simp-El har adgang til gennem SE-koncernen.

Men samtidig overvejer Simp-El også, hvordan man kan regulere forbruget. Det kunne være, at kunden havde mulighed for at vælge forskellige pakker, eller at der var bestemte milepæle, der ved overskridelse ville betyde, at prisen blev justeret.

"Det er alt sammen praktiske aspekter i forhold til at finde ud af, hvordan det her produkt præcis skal se ud," fortæller Lisbeth Valther.

Grøn adfærd giver penge tilbage

I øjeblikket arbejder Simp-El med begrebet cashback ved et grønt elforbrug. Det sker ud fra ønsket om at gøre det så simpelt og håndgribeligt som muligt. For i princippet kunne det ligeså godt være point, der kunne veksles i en webshop eller støtte til et velgørende formål.

"Men vi har valgt at sige, at det er superenkelt, hvis man får penge tilbage, hvis man har en grøn adfærd. Der er dog ingen, der siger, at produktet ender med at blive sådan. For det kan være, at vores kunder siger, at de faktisk hellere vil have noget andet," siger Lisbeth Valther.

Vi er en speedbåd

Som tidligere skrevet så er Simp-El en del Blue Labs, der er en innovationsenhed i SE-koncernen.

Her arbejdes der med fremtidens forretningskoncepter. I bund og grund har enheden til opgave at finde ud af, hvordan digitalisering kan understøtte fremtidens hjem, nærheden mellem mennesker eller drive den bæredygtige agenda.

"I SE-koncernen siger vi jo, at vi gerne vil understøtte omstillingen til et mere grønt samfund, og vi gerne skabe endnu bedre digitale oplevelser. Det er sådan set det samme, som vi arbejder med. Vi sidder bare udenfor koncernen og arbejder derfor måske lidt mere frit. Vi er uafhængige af driften, og det gør vi så ved f.eks. at komme helt tæt på kunderne og finde ud af, hvad det egentlig er, de gerne vil have," siger Lisbeth Valther og fortsætter:

"Vi er som en speedbåd, der er sat i vandet af vores moderskib, så vi kan navigere lidt agilt og komme tættere ind på kysten, hvor der er lavvande og hvor moderskibet ikke helt kan komme ind."

Nyt energiselskab vil styre strømmen for dig

Ørsted satser på energistyring

 

 

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere