Styrelse vil tage Elsam-sagen til Højesteret
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har søgt om tilladelse til at anke den såkaldte Elsam-sag til Højesteret, efter at Vestre Landsret i slutningen af maj gav energiselskabet, der i dag er en del af Ørsted, medhold i en sag om opkrævning af for høje elpriser.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der har søgt tilladelse hos Procesbevillingsnævnet.
"Efter at have nærlæst Vestre Landsrets dom om Elsam vurderer vi, at en højere instans også bør vurdere de principielle problemstillinger. Derfor har vi søgt Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke dommen til Højesteret," siger Bitten Thorgaard Sørensen, der er vicedirektør for styrelsen.
I afgørelsen fra Vestre Landsret, der kom for en måned siden, lød det, at det tidligere energiselskab Elsam ikke misbrugte sin dominerende stilling til at tag urimeligt høje priser for el.
Sag afgjort første gang i 2007
Det er en tvist med en lang historik, der nu måske kommer for Højesteret. Sagen handler om muligt markedsmisbrug hos Elsam, som i 2006 blev fusioneret sammen med Ørsted, der dengang gik under navnet Dong Energy. Indtil da var Elsam ejet af en række regionale elselskaber.
I 2007 afgjorde Konkurrencerådet, at Elsam havde misbrugt sin dominerende stilling på markedet for engrossalg af el i Vestdanmark til at opkræve for høje priser i perioden fra januar 2005 til udgangen af 2006.
Året efter stadfæstede Konkurrenceankenævnet afgørelsen af Konkurrencerådet - men kun for perioden fra januar 2005 og til udgangen af juni 2006.
I 2008 indbragte Ørsted den afgørelse for Sø- og Handelsretten, som for snart to år siden gav konkurrencemyndighederne medhold i, at Elsam havde overtrådt konkurrencereglerne i en periode på halvandet år.
Sideløbende med afgørelserne har 1106 virksomheder og kommuner med Energi Danmark, OK og Scanenergi i spidsen i 2007 rejst en erstatningssag mod Elsam.
Denne sag handler om, at sagsøgerne ønsker erstatning for det tab, de har lidt som følge af overtrædelsen af konkurrencereglerne, og erstatningskravet lyder ifølge stævningen på op mod 4,4 mia. kr. plus procesrenter. Den sag kører fortsat i Sø- og Handelsretten.
Energi Danmark håber på højesteret Ørsted får medhold i Elsam-sag Kemiker skal løse fjernvarmens overskuds-kabale Dansk Fjernvarme henter ny udviklingsdirektør hos Vattenfall
Relaterede artikler:
Energi Danmark håber på højesteret
For abonnenter
Ørsted får medhold i Elsam-sag
For abonnenter
Kemiker skal løse fjernvarmens overskuds-kabale
For abonnenter