Så meget tjener energibosserne

Niels Duedahl er den bedst lønnede direktør blandt de andelsejede energiselskaber, men hvordan ser aflønningen ud i forhold til, hvor gode resultater selskaberne leverer? Det kan du få svaret på her.
Foto: /ritzau/Lærke Posselt
Foto: /ritzau/Lærke Posselt

Måske har Ewii haft behov for at rette op på noget eller forsøge at undgå tidligere tiders fejl, men uanset hvad, så er faktum, at deres nye adm. direktør har den laveste løn i energiselskabernes verden.

For Lars Bonderup Bjørn, der som skrevet er adm. direktør i Ewii, henter en årsløn på 2,8 mio. kr., hvilket er under halvt så meget som f.eks. Niels Duedahl, der er adm. direktør i SE, får om året. Med til historien om Lars Bonderup Bjørn hører dog også, at han også aflønnes med "en bil inden for en skattepligtig ramme på 800.000 kr. Jeg har ingen bonusordning og modtager ingen pension," skriver han selv i sin ledelsesberetning.

Men kigger man i stedet på, hvad Lars Bonderup får i forhold til driftsresultatet, EBIT, så er han helt klart topscorer. For med et resultat før finansielle poster på 6,191 mio. kr., så får Lars Bonderup Bjørn hele 45,23 pct. af resultatet. Hvis man kigger på omsætningen i stedet, så får han 0,019 pct. Eftersom Ewii kom ud af 2017 med et underskud på 13,6 mio. kr., har vi undladt at kigge på lønnen i forhold til resultatet i procenter.

Til sammenligning får Niels Duedahl 6,143 mio. kr. i løn om året, hvilket svarer til 2,57 pct. af EBIT-resultatet, mens det ligger på 0,016 pct. af omsætningen. Hvis man kigger på årets resultat hos SE, svarer direktørlønnen, der faktisk er faldet med rundtregnet 800.000 kr. i forhold til året før, til 1,6 pct.

Manden med den næsthøjeste løn er Martin Romvig, der er adm. direktør i Eniig. Han henter en årsløn på 4,768 mio. kr. Det svarer til 2,347 pct. af EBIT-resultatet og 0,0127 pct. af omsætningen, mens det svarer til 2,696 pct. af årets resultat. De 4,768 mio. kr., som Martin Romvig får årligt, er dog noget mindre, end hvad man gav til direktionen i 2016. Her lød udgiften på hele 11,169 mio. kr. Af regnskabet fremgår det, at det vederlaget er "væsentlig påvirket af fratrædelsesgodtgørelse i både moderselskab og koncern." Hos Eniig har den presseansvarlige Henrik Højlund Christensen ikke ønsket at udbyde nærmere om, hvem der har fået fratrædelsesgodtgørelser eller hvor meget, der er givet.

"Vi har en politik her i huset om, at vi ikke kommentere fratrådte medarbejderes lønforhold," siger Henrik Højlund Christensen.

Hos SEAS-NVE får den adm. direktør Jesper Hjulmand 3,9 mio. kr. om året. Dertil kommer 20 pct. i pension, firmabil og ferietillæg. Vi har valgt at regne pensionen med i lønnen, hvilket giver ham en årlig på 4,68 mio. kr. Det svarer til 1,40 pct. af EBIT-resultat og 0,0122 pct. af omsætningen. Hvis man ser på lønnen i forhold til årets resultat, hvor SEAS-NVE blandt andet takket være Ørsted hentede et overskud på 3,325 mia. kr., så svarer det til 0,0141 pct. Klar laveste blandt de undersøgte energiselskaber.

Hos det østjyske energiselskab Verdo henter den adm. direktør Kim Frimer årligt 4.330.999 kr. Det svarer til 4,05 pct. af selskabets EBIT-resultat og 0,0178 pct. af omsætningen. I forhold til bundlinjen, hvor Verdo hentede et samlet overskud på 44,69 mio. kr., svarer det til 9,69 pct.

Hos Energi Fyn tjener Bent Agerholm 3,71 mio. kr. om året, hvilket svarer til 3,32 pct. af EBIT-resultatet og 0,027 pct. af omsætningen. Hvis man kigger på lønnen i forhold til overskuddet, så svarer det til 2,95 pct. af resultatet på 125,6 mio. kr.

NRGI har ikke valgt at lægge lønningerne frem til sin adm. direktør til offentligheden. Det samme gør sig gældende for OK og Aura.

 

Professor slår fast - NRGI overholder ikke god selskabsledelse

Energiselskaber vil lægge direktørlønninger åbent frem

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også