EnergiWatch

Dansk pensionskasse kan være på vej i Nature Energy-handel

Britiske Pioneer Point Partners forventer, at man kan gøre den danske biogasforretning i Nature Energy til "det nye Vestas." EnergiWatch har spurgt kapitalfonden til, hvordan og hvornår det væksteventyr kan realiseres.

Den britiske kapitalfond Pioneer Point Partners har i dag offentliggjort, at man vil købe de kommercielle dele af det danske naturgasselskab Nature Energy i en handel til mere end en milliard danske kroner. Kapitalfonden mener blandt andet, at investeringen kan udvikle sig til "det nye Vestas," og EnergiWatch har mødt partner Sam Abboud til at forklare kapitalanbringelsen.

Adspurgt om, hvilken slags kapital, der er bag køberkonsortiet, forklarer han, at dette endnu ikke er helt på plads. Men Pioneer Point Partners arbejder i øjeblikket på at få en dansk pensionskasse med i investorkredsen.

"Jeg skal begynde med at sige, at vi endnu arbejder på at få de sidste godkendelser fra relevante myndigheder på plads. Med det er vi ved at lægge sidste hånd på selve konsortiet. Men det er vores intention at få danske investorer med om bord, herunder en dansk pensionskasse."

Nature Energy sælger biodivision til briter: "Kan blive det nye Vestas"

Han forklarer, at en amerikansk kapitalfond ved navn Davidson Kempner sandsynligvis også bliver en del af konsortiet.

"Vi vil gerne have en profil, hvor vi har professionelle investorer, som Pioneer Point Partners, såvel som lokale investorer. Det arbejder vores ledelse med at få på plads i øjeblikket. Derud over bliver Davidson Kempner sandsynligvis også en del af aftalen med penge fra en long-term fond," siger han.

En måske lidt overset nyhed fra dagens opkøb er, at Nature Energy har belsuttet sig for at investere op imod 2,5 mia. kr. i ti nye biogasanlæg. Den beslutning lægger sig op ad en ny analyse fra Damvad Analytics for Nature Energy, der viser, at Danmark i 2030 kan opnå eksportindtægter på op mod ti mia. danske kroner og op mod 10.000 nye jobs.

Det er penge, som Pioneer Point Partners håber, bliver en del af det nye, potentielle Vestas-eventyr.

Sam Abboud siger til EnergiWatch, at investeringsbeslutningen beror på Danmark som et nøglemarked for grøn gas. Mens det giver mening for konsortiet at investere i teknologien, så er der også mulighed for et betydeligt eksportpotentiale.

"Jeg synes, at Nature Energy har en unik teknologi og en unik platform. Grøn gas vil blive mere og mere udbredt i Europa, så der ligger et potentiale for at udvikle forretningen og opbygge storskalaproduktion på sigt."

Adspurgt hvilke markeder, man kunne forestille sig at ekspandere ud i, svarer han, at det skal hemmeligholdes af konkurrencehensyn. Han forklarer dog, at der er bestemte nationale karakteristika, man kigger efter:

"Vi kigger efter tre ting. Gasinfrastruktur, en stor landbrugssektor, og vi kigger efter stabil regulering. Det er de ting, vi godt kan lide ved Danmark, og det er også rigtigt, at det snævrer det europæiske marked ind."

Danmarks næste Nordsø-eventyr?

Som EnergiWatch kunne fortælle om i november, så er det helt store dyr i åbenbaringen for dansk biogas, hvordan det fremtidige støttesystem kommer til at se ud.

I Nature Energy forventer man ikke, at der kommer afklaring om den sag før årene inden 2023, hvor det nuværende 2016-forlig på området med al sandsynlighed skal diskuteres. Blandt andet derfor har ejerkommunerne altså valgt at sælge nu.

Pioneer Point Partners erkender også, at der er betydelig usikkerhed omkring det danske marked for biogas.

"Der er ret stor risiko, ja. Det vil vi selvfølgelig gerne have visibilitet og sikkerhed omkring, det er klart. Det bekymrer os, og det vil vi naturligvis gerne have sikkerhed omkring. Det er et issue, men det er en del af investringsrisikoen," siger Sam Abboud.

Adspurgt om, hvad fondens ønsker til politikerne er, svarer han "stabilitet og visibilitet."

"Vi vil jo gerne have beslutningstagerne til at huske på, at denne her energiteknologi løser tre problemer for Danmark. Det løser problemet om vedvarende energi, det løser problemet omkring bæredygtigt landbrug, og det løser problemet angående affaldshåndtering for husholdninger og industri. Det har vi brug for visibilitet omkring. Så det er vigtigt, at man opnår det i forbindelse med de politiske beslutninger."

Men hånden skal også på kogepladen. Adspurgt om, hvornår potentialet i "det nye Vestas" kan forløses, svarer Sam Abboud kart: "fire til fem år."

"Giv os fire til fem år. Det kommer til at tage tid, det er klart, men til den tid har du den politiske stabilitet, og til den tid vil en række af de nye projekter stå klar. Du skal bruge en lidt længere tidshorisont i forhold til virksomheden her, fordi det hele er lidt mere kompliceret end at bygge solcellepaneler eller vindmøller. Men vores intention er at opbygge en markedsledene forrestning her. Det er derfor, vi er her i dag," siger han.

Forsiden lige nu

Energinet: Aftale med Vattenfall bliver banebrydende

De to nye havmølleparker Vesterhav Syd og Vesterhav Nord, der har mødt stor lokal modstand, er de første af sin art herhjemme, fordi de bliver en del af den primære drift af elforsyningen, siger Energinet og Vattenfall.

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere