
Irske Kingspan, der konkurrerer med blandt andet Rockwool på markedet for byggematerialer, er i storform på børsen i Dublin fredag, efter at selskabet har leveret pæne takter i sit regnskab for første halvår.
Trods valutamodvind løftede Kingspan sin omsætning med 19 pct. til 1,75 mia. euro. Tager man valutaudsving ud af ligningen, var fremgangen i salget på hele 21 pct.
10 pct. af salgsvæksten kommer fra opkøb, oplyser Kingspan, som dermed også har oplevet en pæn organisk vækst i den første halvdel af i år.
Driftsresultatet før renter og skat (EBIT) landede på 177,8 mio. pund, hvilket var en fremgang på 6 pct. Korrigeret for valutamodvinden, der har givet en stor styrkelse til rapporteringsvalutaen, euro, i andet kvartal, var fremgangen i driften på 10 pct.
"De første seks måneder af 2017 var stærke for Kingspan. Vi venter, at markedsaktiviteten vil være overvejende positiv i resten af året, og med de nuværende valutakurser venter vi at levere helårsresultater mindst på linje med konsensus, siger Gene Murtagh," der er administrerende direktør hos Kingspan, i regnskabet.
Investorerne virker begejstrede for meldingerne, og Kingspan-aktien stiger med 8,5 pct. til 31,10 euro på børsen i Dublin.
Herhjemme falder Rockwools B-aktie med 1,3 pct. til 1358 kr. Den danske stenuldsproducent afleverer sine tal for andet kvartal onsdag i næste uge.