Der ligger 2.250 job på en mark mellem Holstebro og Struer

DEBATINDLÆG: Der er masser af job og vækst i biobenzin, men det er nu, at politikerne skal samle det grønne guld op fra mulden, skriver bl.a. topchef i Novozymes Peder Holk Nielsen m.fl.
Foto: Maabjerg Bioenergy
Foto: Maabjerg Bioenergy
SØREN GADE | METTE ABILDGAARD | ANDREAS STEENBERG | PETER STIGSGAARD | CLAUS JENSEN | BENDT BENDSEN | PEDER HOLK NIELSEN.

Debatindlæg af Søren Gade, gruppeformand (V) | Mette Abildgaard, Klima- og Energiordfører (K) | Andreas Steenberg, Klima- og transportordfører (Rad. V) | Peter Stigsgaard, Direktør Energi- og olieforum | Claus Jensen, Forbundsformand Dansk Metal | Bendt Bendsen, Medlem af Europa-Parlamentet og Peder Holk Nielsen, CEO Novozymes.

 

I Nordvestjylland mellem Holstebro og Struer har de fundet en del af svaret på, hvordan vi løser en af de sværeste af alle klimaudfordringer: transportsektorens CO2-udledninger. Svaret er gemt i den nordvestjyske muld: Restprodukter fra det lokale landbrug kan omformes til grønt guld i form af biobenzin.

Biobenzinen kan uden problemer hældes direkte i tanken på alle de benzinbiler, som kører på vejene i dag. Som ekstra gevinst vil der blive skabt jobs og vækst i lokalområdet og i det trængte landbrugserhverv.

Lyder det som sød fremtidsmusik? Det er det faktisk ikke.

Muligheden ligger i det projekt, der hedder Maabjerg Energy Concept (MEC). Og det kan blive Danmarks første avancerede bioraffinaderi, som udnytter dansk udviklede bioteknologiske processer til at opgradere halm, gylle og husholdningsaffald til biobenzin, biogas og grøn kraftvarme. Biobenzinen erstatter oliebaseret benzin på tankstationer landet over; biogassen kan fyldes på busser og lastbiler, som kører på gas; den grønne el kan anvendes af elbiler, og overskudsvarmen luner i husene i Holstebro og Struer.

Hvis MEC bliver til virkelighed, vil det skabe jobs og vækst i store dele af Jylland. 1.250 byggejobs og 1.000 varige jobs indenfor landbrug, transport og industri vil være betydeligt supplement til de statslige arbejdspladser, som lige nu flyttes fra København for at undgå et skævt Danmark.

Alene halmen vil generere en ekstra indtjening til lokalsamfundet på adskillige hundrede millioner kroner, og MEC er derfor en del af løsningen på, hvordan landbruget skaber mere værdi på de eksisterende marker. Derudover vil der være arbejde til dygtige danske metalarbejdere og ingeniører, som skal levere og servicere udstyr til anlægget, som samlet set har en værdi på mere end tre mia. kr. Hertil kommer den indtjening, som Danmark kan opnå gennem eksport at teknologi til andre dele af verden, som hungrer efter løsninger som denne.

En tredjedel af vores CO2-udledninger kommer fra transporten, så det er sund fornuft, at vi må gøre noget for at reducere CO2-udledningerne her. Imidlertid findes der få reelle alternativer til den benzin og diesel, vi hver dag hælder i tanken på vores biler, og den grønne omstilling i transporten går derfor langsommere her end andre steder i samfundet. Men vi skylder os selv, kommende generationer og kloden at finde måder at løse problemet på – også selvom det kan virke vanskeligt.

De sidste år har vi set fremskridt i hvor langt danske biler kører på literen, men der er en grænse for, hvor langt vi kan komme af den vej. Biobenzin er det naturlige næste skridt i den grønne omstilling af transporten, og den kan komme til at betyde det samme for transporten, som vindmøllerne har betydet for den grønne strøm, vi har i stikkontakterne i dag.

For at skubbe på udviklingen, kræver EU derfor af Danmark, at vi allerede fra 2020 skal bruge 10 pct. grøn energi i transporten. I dag er Danmark halvvejs i mål, og med MEC kan vi med et slag komme helt i mål med benzinen. Men det tager lang tid at stille transporten om, og EU’s 2020 mål er derfor lige om hjørnet. Efter 2020 ved vi, at kravene fra EU bliver endnu mere ambitiøse. Det er derfor vigtigt, at vi allerede nu tænker strategisk på, hvordan vi vil leve op til det. Det hjælper ikke at ’stikke hovedet i busken’ og håbe, at kravene forsvinder.

I de kommende måneder tager partierne bag Energiforliget hul på denne vigtige diskussion i Folketinget. Vi mener, at MEC uden tvivl er et rigtigt godt bud på at komme videre med den vanskelige omstilling af transportsektoren og reducere vores CO2-udledning samtidig med, at vi skaber jobs og vækst i landdistrikter.

Den vigtigste forudsætning for realisering af MEC er at pålægge olieselskaberne at iblande en vis mængde af produktet gennem indførelse af et såkaldt iblandingskrav for denne type biobenzin. Den gode nyhed er, at olieselskaberne er villige til at bidrage, og de danske olieselskaber er faktisk blandt de mest progressive i verden på dette område. Allerede i 2010 kunne danske bilister tanke biobenzin på landets tankstationer, og nu er branchen parat til at tage næste skridt.

Vil det blive dyrt for de danske bilister vil du måske spørge? Svaret er nej. Beregninger viser, at iblandingskravet kan medføre en stigning i benzinregningen på mindre end 50 kr. årligt, men her skal vi huske på, at de seneste måneders store fald i benzinprisen betyder, at danske bilister i dag sparer adskillige tusinde kr. årligt. Hvis den allerede planlagte stigning i energiafgiften på benzin på lige godt 50 kr. årligt til nytår aflyses, vil bilisterne slet ikke kunne mærke nogen ændring. Timingen for at gøre transporten mere grøn er derfor perfekt.

Oppe i Nordvestjylland står MEC klar ved startlinjen. Et stort antal ministre fra såvel den tidligere som den nuværende regering har besøgt MEC og lovprist projektet til skyerne. Det kan vi godt forstå, for der er stemmer i velforankrede og fremadrettede projekter. Men på vejen hjem til Christiansborgs politiske drillerier, ministerierne og embedsmændene mister ministrene tilsyneladende modet, så indtil nu har svaret fra politisk hold været »flere analyser« – og det på trods af, at hvert et hjørne er undersøgt og konklusionen er klar.

Kære politikere på Christiansborg: Vil I ikke være med til samle det grønne guld op fra mulden?

Dongs salg af Måbjergværket godkendt

Vestjyder holder kadencen trods Måbjerg-udfordringer

Regeringen vil hjælpe avancerede brændstoffer på vej

Dong sælger Måbjergværket

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også