31 mio. kr. på vej til grønne biler

En række nye projekter skal styrke udbredelsen af elbiler og brintbiler i Danmark.
Foto: ....
Foto: ....
KURT HEDEVANG

Både brintbiler og elbiler skal fylde mere i det danske billandskab, hvis det står til regeringen, og derfor uddeler Energistyrelsen nu yderligere 31 mio. kr. til forskellige projekter, der skal styrke udbredelsen af de mere miljøvenlige biler.

For brintbilernes vedkommende drejer det sig især om støtte til at opbygge et landsdækkende net af brinttankstationer.

Det sker, selv om klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) godt er klar over, at elbiler og brintbiler stadig er langt fra et folkeligt gennembrug i Danmark.

Selv om elbilsalget i Danmark i år er blevet mere end fordoblet i forhold til 2013, udgør elbilerne stadig kun omkring 0,7 pct. af bilsalget i Danmark.

"Men biler, der kører grønt, er stadig fremtiden. Derfor giver vi nu udviklingen et rygstød ved at støtte projekter, der vil gøre biler, som kører på grønne drivmidler, mere synlige i gadebilledet. Det skal ske som et alternativ til diesel- og benzinbilerne, der udgør mere end 99 pct. af alle køretøjer," forklarer Rasmus Helveg Petersen.

Høj anskaffelsespris, begrænset rækkevidde - især i vinterhalvåret - og manglende viden om den nye teknik har hidtil afholdt danskerne fra at investere i de mere miljøvenlige biler. Dermed har det været op til kommuner og virksomheder at vise vejen for elbiler, og sådan vil det efter ministerens opfattelse være i nogle år endnu.

"Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu med nogle af de nye projekter kan få flere at de grønne køretøjer på vejene. Der bliver bl.a. støtte til nogle elbiler til håndværkere. Det giver rigtig god mening i de store byer, fordi håndværkerne typisk ikke skal køre særlig langt. I første omgang støtter vi 50 håndværkerbiler," fortæller Rasmus Helveg Petersen.

Samtidig ser han frem til en fortsat udbygning af infrastrukturen.

"Men jeg glæder mig også over, at der bliver afsat penge til forsøg med opladning af elbiler for bilejere, der ikke selv har en carport eller en parkeringsplads," tilføjer ministeren.

Det sker for at finde en løsning på problemet med, at det er svært at oplade en elbil fra en lejlighed på 3. sal.

Af de 31 mio. kr. gives næsten 10 mio. kr. til brintbiler - eller mere korrekt- til udbygning af et netværk af brinttankstationer.

"Der kører i øjeblikket meget få brintbiler i Danmark. Men brintbilerne har lang rækkevidde. Derfor er det muligt at opbygge et landsdækkende netværk med forholdsvis få brinttankstationer," siger ministeren.

At brintbilerne får næsten en tredjedel af det samlede beløb, er ikke udtryk for, at regeringen ser større muligheder i brintbilerne end i elbilerne.

"Denne gang får brintbilerne er forholdsvis stor andel af puljen. Det kan blive mindre næste gang. Vi satser fortsat på en bred vifte af grønne biler med forskellige teknologier," forklarer Rasmus Helveg Petersen.

Han forventer, at pengene i de kommende år vil give yderligere 1.200 nye elbiler samt ladefaciliteter og flere brintstationer.

Desuden vil der i løbet af få dage blive udmøntet en pulje til gasdrevne køretøjer.

"Mens elbiler og brintbiler fortrinsvis er personbiler, er gas mere velegnet til den tunge transport med lastbiler og busser. Men det vil jeg ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt," forklarer ministeren.

Han ved også, at både aktørerne og bilkøberne venter på, hvad der vil ske med den midlertidige afgiftsfritagelse, som elbilerne har til og med udgangen af 2015.

"Vi regner fortsat med, at vi i begyndelsen af det nye år fremlægger en løsning. Men danskerne kan godt købe en elbil. Det er jo ikke sådan, at vi tager afgiftsfritagelsen fra dem, der har købt en bil. Men jeg kan ikke svare mere uddybende, fordi der fortsat forhandles om elbilerne," siger Rasmus Helveg Petersen.

Med uddelingen af de 31 mio. kr. er der også mange ansøgere, der bliver skuffet. Der var nemlig ansøgninger for sammenlagt 80 mio. kr.

 

De største modtagere denne gang er:

Elbilpartnerskaber    
Elbilpartnerskabet Østdanmark Copenhagen Electric

6.125.201

Fremme af elbiler til borgere uden adgang til egen p-plads Dansk Elbil Alliance

500.000

Elbilpartnerskab i Vestdanmark Dansk Elbil Alliance

5.997.600

Elbilpartnerskab LeasePlan

2.735.558

I alt  

15.358.359

Brændselscellepartnerskab    
H2DK - brint til transport i Danmark Danish Hydrogen Fuel A/S

9.769.968

 

Desuden uddeles der yderligere godt 6 mio. kr. til 17 andre projekter under Energistyrelsens forsøgsordning med elbiler.

Selv om de private bilkøbere stadig holder sig tilbage fra at investere i elbiler, er ministeren overbevist om, at gennembruddet nok skal komme. Men han vil dog ikke sætte nogen tidshorisont på.

"Det er kun et spørgsmål om tid, før der kommer elbiler, som prismæssigt kan konkurrere med benzin- og dieselbiler. Når der kommer flere elbiler ud på vejene, udbredes kendskabet til teknologien, og batterierne bliver billigere for hver ny generation. Derfor vil bilkøbernes nervøsitet over for teknologien blive mindre. Men her og nu vil det fortsat være kommuner og flådeejere, der skal trække udviklingen. Men de mange nye projekter bidrager med vigtig viden om hverdagsbrug og driftsomkostninger ved bilerne," understreger Rasmus Helveg Petersen.

Han har selv en elbil som ministerbil.

"Og det er fantastisk at køre i en stort set lydløs bil med en fantastisk accelleration. Elbiler kan noget, som andre biler ikke kan, og når flere danskere får øje på det, skal salget nok stige," tilføjer Rasmus Helveg Petersen.

Eon og Statoil sammen om opladning

Tesla vil bygge superoplader-netværk i Australien

Over 100.000 elbiler solgt i USA

BMW sætter Tesla-stifter på plads

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Photo: Illustration: Floating Power Plant

Dansk udvikler køber 4 MW-mølle af Siemens Gamesa

For abonnenter

Den 1. juni begyndte Senvions tidligere økonomidirektør Manav Sharma som amerikansk landechef for Nordex. Snart får han en ny fabrik at råde over. | Photo: Senvion

Nordex genstarter produktion i USA

For abonnenter

Læs også