EnergiWatch

Pensionsselskab tager tab på 830 mio. kroner

PKA nedskriver sin investering i miljøselskabet Genan til en fjerdedel.

PKA-direktør Peter Damgaard | Foto: Nanna Kreutzmann/Polfoto

PKA’s investering i miljøvirksomheden Genan giver nu kontant afregning i regnskaberne.

PKA forventer at offentliggøre halvårsregnskab senere i denne måned, og da det allerede nu ligger til godkendelse hos bestyrelsen, har pensionsselskabet været nødt til at give sit bedste bud på værdien af sin investering, selv om Genan stadig kæmper med at få afsluttet regnskabet for 2013.

Resultat: En gigantisk nedskrivning på 830 mio. kr.

Det bringer den bogførte værdi af PKA-investeringen ned på 250 mio. kr. svarende til en fjerdedel af den hidtidige værdisætning.

"Det er vores bedste forsigtige bud ud fra den situation, der tegner sig," siger direktør Peter Damgaard Jensen.

På kanten af kollaps

Nedskrivningen giver offentligheden det første indblik i den nedbrydning af værdier, der på rekordtid har bragt Genan på kanten af økonomisk kollaps.

PKA administrerer pensionsopsparinger på vegne af 260.000 ansatte i social- og sundhedssektoren, men har forsikret, at tabet ikke går ud over de garantier, som medlemmerne er stillet i udsigt.

PKA har været medejer af Genan siden 1990’erne, men øgede sin investering voldsomt i 2007 med 900 mio. kr.

Investeringen består af både aktiekøb og udlån.

Banker forventer også tab

Genan har lån for ca. 1,5 mia. kr., og ifølge Jyllands-Postens oplysninger forventer bankerne også at måtte nedskrive på deres lån, hvis Genan skal reddes.

Bestyrelsesformand i PKA og regionsformand Bent Hansen (S) kalder sagen "dybt, dybt beklagelig".

"Det har fuldstændigt sparket benene væk under os alle sammen, at situationen er så alvorlig," siger han.

PKA ejer 45 pct. af aktierne i Genan, mens stifteren Bent A. Nielsen og familie ejer 52 pct. De resterende aktier ejes af Forstædernes Forsikring, der også vil bogføre et tab i sit kommende halvårsregnskab.

Direktør Steen B. Jørgensen vil ikke sætte tal på, men:

"Vi har nedskrevet den markant," siger han.

Det lykkedes ikke tirsdag at få en kommentar fra Bent A. Nielsen , der stadig forhandler med PKA i det, der har udviklet sig til en nervepirrende magtkamp om Genan.

PKA vil fortsætte som aktionær i et forsøg på at redde virksomheden, men det ligger mellem linjerne, at det skal være uden stifteren.

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

EnergiWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs