Solcelleejere har tjent på solrig sommer

Men solcellebranchen sidder i skyggen og afventer EU-godkendelse af danske regler.
Foto: Joachim Claushøj Bindslev
Foto: Joachim Claushøj Bindslev
KURT HEDEVANG, EPN

Private ejere af solcelleanlæg har haft en fin sommer med masser af solskinstimer, der har betydet en ekstra indtægt fra solcelleanlæggene.

Til gengæld føler solcellebranchen sig placeret i skyggen, fordi det stadig trækker ud med en EU-godkendelse af de danske solcelleregler og dermed også frigivelsen af den næste solcellepulje, der kan skabe større aktivitet i branchen.

Flere solskinstimer, flere penge

Men de private solcelleejere har grund til at smile, fortæller Flemming Vejby Kristensen, der er forretningschef hos Energi Midt og samtidig formand for Dansk Solcelleforening.

"De seneste par år har vi haft en solindstråling, der har ligget 10-15 pct. over det normale. Det har givet ejerne af solcellenanlæggene en højere indtjening og dermed også en kortere tilbagebetalingstid for investeringen," forklarer Flemming Vejby Kristensen.

Den ekstra indtjening er afhængig af, hvor stort solcelleanlægget er. For solcelleejere på den gamle ordning har det betydet, at jo større anlæg jo flere penge er der kommet ind på kontoen.

Måske 500 kr. ekstra

"Man skal altid være forsigtig med at sætte tal på, for det afhænger dels af anlæggets størrelse og dels af lokale forhold. Men for et typisk parcelhusanlæg har de mange soltimer i juli måske betydet en ekstra indtægt på 500 kr.," forklarer Flemming Vejby Kristensen.

Ifølge Energinet.dk var der 1. maj i år godt 89.000 solcelleanlæg i Danmark. Men i år er der foreløbig kun kommet godt 400 nye anlæg til, og solcellebranchen afventer stadig frigivelsen af en ny 20 MW-pulje.

Heraf skal halvdelen afsættes til privatkunder, mens den anden halvdel skal gå til større anlæg til boligforeninger og solcellelaug.

Ny pulje vil give op mod 5.000 nye anlæg

Privatpuljen vil kunne række til 4.000-5.000 solcelleanlæg, fordi de anlæg, der opstilles i dag, typisk er lidt mindre end de anlæg, der tidligere er blevet opstillet.

Overskudsstrøm fra solcelleanlægget kan sælges for 1,30 kr. per kWh, men med de nugældende regler er det mest fordelagtig for ejerne af solcelleanlæg, hvis de selv kan bruge den producerede strøm inden for en time.

"Derfor tilpasses nye solcelleanlæg i dag boligens forbrug, og det betyder, at anlæggene er lidt mindre end tidligere," forklarer Flemming Vejby Kristensen.

Energi Midt har tidligere set frem til, at frigivelsen af den nye solcellepulje skulle skabe et nyt "boom" i efterspørgslen.

Men det er foreløbig ikke blevet til noget.

"Så længe vi venter på EU-godkendelsen af de danske regler, er markedet sat i stå. Ingen tør investere, så længe der er tvivl om vilkårerne. Det er en lang proces at komme igennem, og det lider branchen under," siger Flemming Vejby Kristensen.

Italiensk solformørkelse kan ramme EnergiMidt

USA fortsætter optrapning i solcellekrig

Kinesere og schweizere i stor solcelleaftale

EU godkender ny britisk VE-støtte

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Photo: Illustration: Floating Power Plant

Dansk udvikler køber 4 MW-mølle af Siemens Gamesa

For abonnenter

Den 1. juni begyndte Senvions tidligere økonomidirektør Manav Sharma som amerikansk landechef for Nordex. Snart får han en ny fabrik at råde over. | Foto: Senvion

Nordex genstarter produktion i USA

For abonnenter

Læs også