Hvem vil købe en elbil, når der er tvivl om prisen?

Elbilbranchen savner stadig en afklaring om elbilernes afgiftsfritagelse.
Foto: ....
Foto: ....
AF KURT HEDEVANG, EPN

Politikerne står nærmest i kø for at for at fremhæve elbilernes betydning for den såkaldte grønne omstilling i Danmark.

Men når elbilbranchen, elbilejere og potentielle elbilkøbere ønsker svar på, om elbilerne også i fremtiden vil være fritaget for registreringsafgift, forstummer talelysten.

Ladestandere langs motorveje

Klima-, energi og bygningsministeriet har netop meddelt, at der nu skal opsættes flere ladestandere til elbiler langs de danske motorvejsnet.

Ladestanderne skal opstilles af energiselskabet E.ON Danmark, der har vundet et udbud, som Vejdirektoratet har gennemført. Derfor skal E.ON nu opstille 12 ladestandere på motorvejsstrækningen fra København til Aarhus samt én stander ved Farøbroerne.

E.on vinder udbud af ladestandere

Ladestanderne skal være klar ved årsskiftet, og samtidig indleder Vejdirektoratet forhandlinger med flere udbydere om ladestanderne langs motorvejene i Sønderjylland og Nordjylland.

Glade ministre

"Det er meget glædeligt. De nye ladestandere er et afgørende skridt i omstillingen af transportsektoren til elektrificering. Det skal være ligeså let at køre i elbil, som i nutidens benzin- og dieselbiler," lyder det fra klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R).

OK: Elbiler stadig ikke gode nok 

I en pressemeddelelse supplerer transportminister Mannus Heunicke (S):

"De nye ladestandere langs motorvejsnettet giver en markant forbedring for vilkårene for elbiler, som hidtil har måttet køre af motorvejen for at lade op. De nye muligheder for at få strøm på bilen vil forhåbentlig få folk til at bruge deres elbil mere og samtidig tiltrække nye købere."

Tavse ministre

Det er endnu ikke lykkedes epn.dk at få svar på, hvordan man skal tiltrække nye købere, så længe der er tvivl om afgiftsforholdene i fremtiden.

Magnus Heunicke er på ferie, og Klima-, Energi- og Bygningsministeriet har endnu ikke reageret på en henvendelse.

Her er konkurrenternes modtræk til Teslas elsucces

Skatteministeriet har flere gange tidligere meddelt epn.dk, at der fortsat arbejdes med sagen.

491 elbiler købt i år

Men tal fra De Danske Bilimportører fortæller, at bilkøberne stadig holder sig tilbage, når det gælder elbiler.

I årets første fem måneder blev der indregistreret 491 elbiler, og af dem blev 171 leveret til private bilkøbere. Resten blev købt af kommuner og virksomheder.

Stadig tvivl om rækkevidde

To af forklaringerne er, at forbrugerne stadig er forbeholdne over for elbilernes rækkevidde, og at de synes, at elbilerne er for dyre i anskaffelse.

Men elbiloperatøren Clevers forsøg "Test en elbil" afslørede, at elbilerne faktisk kan dække 97 pct. af danskernes kørselsbehov, når det gælder enkeltstående ture.

Testpersonerne i forsøget kørte nemlig typisk 50 kilometer om dagen, og når de nåede hjem - hvor elbilerne typisk blev ladet op - var der stadig det halve af batterikapaciteten tilbage.

Branchen venter på politikerne

Men hvem vil købe en elbil, når der er tvivl om afgiftsfritagelsen i fremtiden? Frem til og med udgangen af 2015 er elbilerne i Danmark fritaget for registreringsafgift, men hvad så?

Samtidig har regeringen i sit regeringsgrundlag bebudet en generel omlægning af bilafgifterne i retning af at beskatte brugen af bilen i stedet for købet af bilen, og det udspil ventes elbilbranchen, bilbranchen generelt og bilkøberne stadig på.

"Vi håber, at der sker noget efter sommerferien. Investorerne har behov for at kende betingelserne, før de investerer mere i infrastruktur.

Det samme gælder bilproducenterne. De planlægger flere år forud, hvor bilerne skal sendes hen, og så længe, der er tvivl om det danske marked, vil de hellere sende elbilerne til Norge og Holland, hvor der er langt bedre rammebetingelser for elbiler," lyder det fra Lærke Flader, der er branchechef i Dansk Elbil Alliance.

"Hvis vi ikke hurtigt får en afklaring, vil det være meget svært at afsætte elbiler i Danmark," tilføjer hun.

Nu godt 1.000 ladestandere

Samtidig fortæller hun, at der nu er godt 1.000 ladestandere til elbiler i Danmark.

Omkring 800 er almindelige ladestandere, mens godt 200 er forskellige former for hurtigladestandere, der typisk kan lade elbilernes batteri op til 80 pct. af kapaciteten på en halv time.

Hertil kommer så nogle få Tesla-ladestandere, der skal indgå i det europæiske net af særligt hurtige ladestandere, som Tesla er ved at opbygge til sine kunder.

"Ladestanderne er ved at dække Danmark. Der er selvfølgelig flest, hvor der kører flest elbiler. Det er på Sjælland og i det østlige Jylland. Jeg tror, at vi ved udgangen af året vil have cirka 1.500 ladestandere i Danmark," siger Lærke Flader.

Nyt kort over ladestanderne

Som en hjælp til elbilerejerne er Dansk Elbil Alliance ved at opbygge en kortfunktion med en komplet oversigt over ladestanderne i Danmark. Kortfunktionen ventes klar til brug i løbet af efteråret.

"Så vil det være muligt for elbilejerne at få det samlede overblik ét sted. I øjeblikket skal de tjekke placeringerne af ladestanderne hos de enkelte udbydere.

Når kortet er færdigt, kan bilejerne klikke ind på den enkelte ladestander for at se, hvem udbyderen er, hvilken type stander der er tale om og hvor lang ladetiden er," forklarer Lærke Flader.

Opladning ved hjem og arbejde

Hun udpeger opladning ved hjemmet og arbejdspladsen som de to primære ladesteder for elbilejerne.

"Men med et udbygget ladenetværk behøver de ikke bekymre sig om rækkevidden. Selv om de måske har et abonnement hos én udbyder, kan de godt lade bilen op hos en anden udbyder. De skal blot bruge et "På farten-kort", der kan sammenlignes med et taletidskort," siger Lærke Flader.

 

FAKTA - SVAR FRA SKATTEMINISTERIET

Skatteministeriet har flere gange givet epn.dk dette svar på, hvornår der kan forventes et udspil om bilafgifterne:

  • Det er regeringens ambition at gennemføre en provenuneutral omlægning af afgifterne på personbiler. Det er ønsket, at det skal blive mere attraktivt for danskerne at vælge en miljøvenlig og energirigtig bil og dermed bidrage til at understøtte en mere energieffektiv transportsektor og reducere udledningen af drivhusgasser.
  • Det er ikke en enkel opgave at skrue bilafgifterne sammen på en måde, så der kommer flere grønne incitamenter og samtidig sikre, at modellen hænger økonomisk sammen.
  • Udviklingen i bilparken, både i Danmark og i andre europæiske lande, er de senere år gået den rigtige vej med en løbende udskiftning til stadigt mere brændstoføkonomiske biler.
  • Regeringen overvejer fortsat forskellige modeller for en afgiftsomlægning og virkningerne på klima og miljø, bilejernes økonomi osv.

 

Test-resultat: Elbilen passer til danskernes behov

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Illustration: Floating Power Plant

Dansk udvikler køber 4 MW-mølle af Siemens Gamesa

For abonnenter

Læs også