EnergiWatch

Ny opjustering i vente hos Rockwool

Prisstigninger, statslige renoveringsinitiativer og generelt bedre markedsbetingelser er med til at skrue forventningerne op til morgendagens Rockwool-regnskab.

Der er fremgang i vente på stort set alle regnskabsposter, når Rockwool serverer tal for sit tredje kvartal onsdag sidst på eftermiddagen, og en opjustering af forventningerne til hele året er ikke utænkelig.

Stenuldsproducenten er fortsat gavnet af prisstigninger gennemført tidligere på året, mens statslige renoveringsinitiativer på visse store markeder ses løfte det danske selskabs omsætning, der også generelt nyder godt af en bedring af markedsvilkårene på flere af de markeder, der ellers har været problembørn.

Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch

"Vi vurderer, at flere markeder - herunder Storbritannien, dele af Skandinavien og Sydeuropa - viser tegn på bedring. Vi venter en fortsat god udvikling på store markeder som det tyske og franske - især trukket af renoveringssegmentet som følge af statslige renoveringsinitiativer. Rockwool har gennem 2012 og starten af 2013 hævet priserne på isolering, hvilket bidrager positivt til salget," skriver Sydbanks Rockwool-analytiker, Søren Løntoft Hansen, i en optakt til regnskabet.

Analytikeren venter endvidere, at Rockwool har klaret sig godt i Nordamerika, hvor byggekonjunkturerne er for opadgående, mens Asien generelt set også ventes at have klaret sig godt. Kina er dog en undtagelse på grund af fraværet af brandsikkerhedsregler for isolering i det store land, som kan have dæmpet salget af stenuldsisolering i kvartalet.

Rockwool scorer millioner på Sydafrikas kul-satsning

I forhold til evnen til at omsætte salgskronerne til reel indtjening venter Søren Løntoft Hansen, at Rockwools indtjening kan være presset en smule af faldende volumener på visse markeder i Vesteuropa, mens nøglemarkeder som Tyskland, Frankrig, Rusland og Nordamerika trækker i den anden retning.

Konklusionen fra Sydbank er en overskudsgrad (EBIT-margin) på 10,0 pct. i tredje kvartal - en mindre fremgang fra 9,9 pct. i samme kvartal et år tidligere.

Det er en smule under konsensus blandt analytikerne, der - målt på medianen - venter en EBIT-margin på 10,6 pct. i tredje kvartal ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans.

Rockwool tilbyder 60 topfolk aktieoptioner

På toplinjen venter analytikerne en omsætning på 4003 mio. kr. i perioden mod 3875 mio. kr. i tredje kvartal 2012, mens driftsresultatet (EBITDA) ventes at stige til 695 mio. kr. fra 688 mio. kr. På bundlinjen ventes Rockwool at levere et overskud efter skat på 283 mio. kr. mod et plus på 257 mio. kr. i tredje kvartal i fjor.

Samlet set venter Søren Løntoft Hansen, at fremgangen vil føre til en opjustering af Rockwools forventninger til hele 2013, ligesom tilfældet også var det i forbindelse med regnskabet for første halvår. Dengang skruede selskabet forventningerne til årets resultat op til 700-750 mio. kr. mod tidligere 700 mio. kr.

Forventningerne til toplinjen lyder på et "højere" salg end i 2012, hvor Rockwool omsatte for 14.664 mio. kr., mens selskabet venter investeringer på omkring 1500 mio. kr.

Skæver man til konsensusforventningerne, venter analytikerne en omsætning på 15.096 mio. kr. i 2013, mens nettoresultatet ventes at føje 814 mio. kr. til

kistebunden.

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

EnergiWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs