Q1: Dantherm mindsker underskud og øger omsætningen

Dantherm kom igennem første kvartal med en omsætning 119 mio. kr. mod 113 mio. kr. i samme periode året før. Driftsoverskuddet målt på EBIT blev et underskud på 0,9 mio. kr., som er 2,9 mio. kr. bedre end 1. kvartal 2012.
"Den højere kvartalsomsætning i forhold til 2012 skyldes primært et højere salg til netværksleverandørerne inden for forretningsområdet Telecom," skriver selskabet, der som bl.a. opererer inden for elektronikkøling til Telecom-industrien og klimastyring.
"Starten på 2013 blev som ventet med en bedre udvikling for forretningsområdet Telecom primært som følge af højere salg til netværksleverandørerne. Indsatsen fortsættes med tiltag omkring markedstilstedeværelse, produktudvikling og omkostningseffektivitet for at øge omsætningen og forbedre indtjeningen. Vi har således i 1. kvartal etableret datterselskab i Tyskland og salgskontor i Rusland," udtaler administrerende direktør Torben Duer.
Dantherm fastholder forventningerne til hele året om en omsætning på 525-550 mio. kr. og et driftsresultat (EBIT) på 15-20 mio. kr. svarende til niveauerne fra 2011.
Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch
Vil du prøve EnergiWatch gratis i 30 dage? Klik her
/ritzau/FINANS