ABB opkøber solcelle-selskab for én mia. dollars
Automationsvirksomheden ABB, der producerer blandt andet elmotorer og højspændingsnet, har opkøbt amerikanske Power-One.
Selskabet producerer invertere, der bruges i solcelleanlæg til at omforme solcellernes jævnspænding til vekselspænding.
ABB betaler én mia. dollars, og det er knap 60 pct. over den aktuelle aktiekurs.
“Kombinationen af Power-One og ABB flugter med vores 2015-strategi og vil skabe en global spiller med størrelsen til at konkurrere og skabe værdi for kunder, ansatte og aktionærer,” siger ABBs’ CEO, Joe Hogan, i en pressemeddelelse.
Power-One har omkring 3.300 personer ansat, primært i Kina, Italien, USA og Slovakiet. I 2012 havde selskabet et EBITDA-resultat på 120 mio. dollars.