Tesla smider 105 milliarder kroner efter ny fabrik i Mexico

Som en række andre bilfabrikanter investerer Tesla massivt i den store mexicanske bilindustri.
Beløbet, der svarer til omkring 105 milliarder kroner, er tre gange så meget, som det tidligere blev offentliggjort. | Foto: Daniel Becerril
Beløbet, der svarer til omkring 105 milliarder kroner, er tre gange så meget, som det tidligere blev offentliggjort. | Foto: Daniel Becerril
AF RITZAU

Tesla og en række af bilfabrikantens leverandører vil investere 15 milliarder dollar over de næste to år i en ny fabrik i Mexico.

Det oplyser delstatsguvernøren i Nuevo Leon, Samuel Garcia, mandag lokal tid.

Beløbet, der svarer til omkring 105 milliarder kroner, er tre gange så meget, som det tidligere blev offentliggjort.

Som følge af investeringerne er delstatsregeringen nødt til selv at investere i flere motorveje og anden offentlig infrastruktur.

Det var allerede i marts, at Teslas administrerende direktør, Elon Musk, fortalte om den nye såkaldte gigafabrik.

Offentliggørelsen kom i kølvandet på udmeldinger fra en række andre bilfabrikanter som BMW, General Motors og Ford, som også investerer massivt i produktionen af elbiler i Mexico, der har en stor bilindustri.

Anonyme kilder har tidligere oplyst til nyhedsbureauet Reuters, at Tesla forventer at begynde produktionen af elbiler på den nye fabrik i 2025.

Da Tesla i juli offentliggjorde sit halvårsregnskab, kunne man læse, at selskabet i andet kvartal øgede sin omsætning med 47 procent sammenlignet med den samme periode i 2022.

I faktiske tal lød omsætningen i kvartalet på et beløb svarende til over 165 milliarder kroner.

Selskabet har tidligere i år sænket prisen på flere af sine modeller.

Det er sket både i USA og i Danmark.

I januar faldt den populære Model 3 eksempelvis 90.000 kroner i pris, mens Model Y faldt mere end 100.000 kroner.

Elon Musk sagde i januar at Tesla kan sælge op mod to millioner elbiler i løbet af 2023.

Til sammenligning solgte Tesla i 2022 1,3 millioner elbiler.

Fra januar til og med marts blev der i Danmark indregistreret over 5000 nye Teslaer ifølge tal fra De Danske Bilimportører.

Det svarer til omkring 13 procent af alle nyregistrerede personbiler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også