Green Hydrogen-direktør: Bolden er på vores side - markedet venter på os
Green Hydrogen Systems forsikrer om, at selskabet har en ordrebog, der kan opfylde omsætningsforventningen for 2023.
Det siger administrerende direktør Sebastian Koks Andreassen til MarketWire.
Selskabet venter at kunne lande en omsætning i 2023 i spændet 120-160 mio. kr., hvor omsætningen for første kvartal landede på 13,8 mio. kr.
”Det er en kraftig stigning i omsætningen, efter et første kvartal på knap 14 mio. kr., men der er kommercielle ordrer (kontrakter) på anlæg, så bolden er på vores side. Det er os, der skal samle og levere, så kommer indtægten,” siger Sebastian Koks Andreassen.
I ordrebogen og selskabets backlog er der kontrakter, som svarer til 40 elektrolyseanlæg.
Green Hydrogen Systems sendte en prototype af sin fremtidig X-serie til test i Skive på sidste kalenderdag i marts, og det er brændstof til planen om at have et kommercielt produkt klar til salg i efteråret, forklarer Sebastian Koks Andreassen.
X-serien er Green Hydrogens største planlagte elektrolyseanlæg til fremstilling af brint - et marked, som Green Hydrogen Systems forudser vil vokse markant i de kommende år.
Derudover løfter den administrerende direktør sløret for, at der i pipelinen allerede er en kundedialog i gang om nye ordrer både med eksisterende kunder, men også nye.
”Det generelle markedsincitament og opfattelse af et grønt valg af elektrolyseanlæg er ikke bare intakt, men vokser. Vi ser ind i et stærkere og stærkere marked. Det gør os selvfølgelig glade, og at opgaven om at få eskaleret virksomheden er vores, for der er et marked til os,” siger Sebastian Koks Andreassen.
Ny plan for rejsning af kapital
Green Hydrogen Systems kommer med sit regnskab for første kvartal også med en opdatering på sin plan om at rejse flere midler til den grønne virksomhed.
”Vi har vurderet sammen med vores rådgivere, at det finansielle marked ikke lige nu er til en fortegningsemission, som vi meldte ud i forbindelse med vores sidste regnskabsmeddelelse. Vi vil se efter andre redskaber,” siger Sebastian Koks Andreassen.
En fortegningsmission betyder, at alle eksisterende aktionærer får fortegnsret til en række nye aktier til en besluttet kurs.
I stedet har bestyrelsen besluttet at rejse en del af de 650 mio. kr. i andet kvartal via en kombination af gæld, eller aktier, herunder et konvertibelt lån.
”Der er fokus på at fastlægge vilkårene for et konvertibelt lån med selskabets væsentligste aktionærer. Målet er via sådan en facilitet at rejse omkring halvdelen af den kapital, der nødvendig frem mod 2026, mens yderligere kapital vil blive underbygget af og rejst på et tidspunkt, hvor selskabet har fået gjort X-serien klar til kommercialisering i slutningen af 2023,” skriver Green Hydrogen Systems i regnskabet.
Ændringen i planen ser selskabet som et mindre greb, og er fortrøstningsfulde i forhold til, at få rejst den kapital, som selskabet har behov for frem mod andet kvartal.
”Det vigtige for os som selskab, og som har allerhøjst prioritet, er, at vi får sikret os den rette balance, selvfølgelig af aktionærhensyn, men også at vi får rejst den meget vigtige kapital, som vi har brug for,” siger den administrerende direktør.
Relaterede artikler:
Green Hydrogen Systems holder fast i forventningerne
For abonnenter