Tredje gang siden januar: Tesla sænker prisen på flere modeller

Elbilproducenten Tesla har sænket prisen på flere modeller markant siden januar. Nu falder prisen tredje gang.
Foto: Chen Lin
Foto: Chen Lin
AF RITZAU

For tredje gang på få måneder sænker elbilselskabet Tesla prisen på flere modeller.

Denne gang er det prisen på performanceudgaven af Model Y og Model 3, der bliver sænket. For begge modeller gælder, at prisen falder omkring ni procent.

Det skriver Jyllands-Posten.

I januar sænkede Tesla priserne på flere modeller markant. Den populære Model 3 faldt eksempelvis 90.000 kroner i pris, mens Model Y faldt mere end 100.000 kroner.

En måned senere sænkede selskabet igen prisen på Model 3.

De nye prisnedsættelser gør derfor forskellen mellem den almindelige model og performancemodellen mindre.

”Jeg er overrasket, men ved nærmere eftertanke giver det mening, fordi Performance-modellerne ikke har solgt særligt godt,” siger Jan Lang, som er markedsanalytiker hos Bilbasen, til Jyllands-Posten.

”Det er altovervejende Long Range og delvist Standard Range, som er blevet solgt, og det reagerer Tesla nu på,” siger han.

De markante prisnedsættelser har også skabt rystelser på markedet for brugte biler.

Efter de første reduktioner faldt prisen på brugte elbiler på Bilbasens markedsplads med 33.000 kroner i gennemsnit. Det fortalte Jan Lang i januar.

Teslas administrerende direktør, Elon Musk, sagde i januar, at Tesla kan sælge op mod to millioner elbiler i løbet af 2023.

Til sammenligning solgte Tesla i 2022 1,3 millioner elbiler.

I de første tre måneder af 2023 solgte selskabet flere biler end i noget tidligere kvartal. Her solgte Tesla godt 423.000 biler.

Også på det danske marked var Tesla-biler populære i årets første måneder.

Fra januar til og med marts er der blevet indregistreret over 5000 nye Teslaer ifølge tal fra De Danske Bilimportører.

Det svarer til omkring 13 procent af alle nyregistrerede personbiler.

Nummer to på listen er Volkswagen, der i årets tre første måneder stod for godt ni procent af alle nyregistrerede biler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også