Roblon leverer lavere omsætning end ventet
Industriselskabet Roblon melder om en lavere omsætning i første kvartal end ventet, men omvendt også en forbedret bruttomargin og af samme årsag også et bedre driftsresultat end ventet.
Det oplyser Roblon i sit regnskab for første kvartal, hvor selskabet i øvrigt fastholder forventningerne til hele det forskudte regnskabsår 2022/23.
Dermed ventes fortsat en en omsætning på 430-470 mio. kr. og et resultat af primær drift før af- og nedskrivninger (EBITDA) i intervallet 40-55 mio. kr.
Omsætning steg mindre end ventet
I første kvartal blev omsætningen på 81,3 mio. kr. mod 78,3 mio. kr. i samme periode sidste år.
Bruttomarginen tog en pænt hop op til 52,5 pct. fra 46,6 pct., og resultatet af primær drift før af- og nedskrivninger og særlige poster (EBITDA) steg til 3,4 mio. kr. fra 1,5 mio. kr.
Roblon har to produktgrupper i form af FOC og Composite, hvor førstenævnte omfatter kabelmaterialer og kabelmaskiner til den fiberoptiske kabelindustri.
Composite omfatter kompositmaterialer til on- og offshore industrisegmenter.
Kvartalets ordreindgang endte i øvrigt på 100,1 mio. kr. mod 114,8 mio. kr. i samme kvartal året før.
Ser bedring i ordreindgang kommende kvartaler
”Tilbagegangen på 14,7 mio. kr. er sammensat af tilbagegang i produktgruppen FOC med 40,3 mio. kr. og fremgang i produktgruppen Composite med 25,6 mio. kr.”
”Der ventes fremgang i ordretilgangen i begge produktgrupper i de følgende tre regnskabskvartaler,” skriver Roblon.
Selskabet betegner faldet i ordreindgangen i FOC-produktgruppen som ventet, og peger på, det især skyldes, at det amerikanske marked i andet halvår af 2022 har været udfordret af covid-19-eftervirkninger.
”Dette har for Roblons kunder medført for store lageropbygninger, ligesom kunderne har været negativt påvirket af mangel på arbejdskraft og projektforsinkelser,” uddyber Roblon.
Fremgangen i ordrer i Composite tilskriver selskabet primært et stigende aktivitetsniveau inden for olie & gas offshore.