Rockwool-chef: Mange inputomkostninger er fordoblet

Isoleringskoncernen Rockwool har været ramt af store omkostningsstigninger, hvilket blandt andet gælder for el, naturgas, palletræ og kul, hvor prisstigningerne er mere end trecifrede målt i procent i forhold til fjerde kvartal sidste år.
Det fortæller Rockwools administrerende direktør, Jens Birgersson, efter regnskabet for tredje kvartal, der blev præsenteret onsdag eftermiddag.
Rockwool har ligesom mange andre selskaber været ramt af stigende inputomkostninger, og isoleringskoncernen har i tredje kvartal haft en stigning på 34 pct. i råvareomkostningerne og 26 pct. i leveringsomkostningerne.
Omkostningerne er accelereret i september, fortæller Jens Birgersson, der pointerer, at det begyndte i juli og august, og så er det bare accelereret.
Rockwool afdækker ikke sine inputomkostninger, og derfor bliver isoleringskoncernen også nødt til at hæve priserne.
"Det er vi i gang med. Vi har allerede forhøjet priserne i starten af tredje kvartal efter at have implementeret moderate prisstigninger i første og andet kvartal," siger Jens Birgersson, der pointerer, at det kræver tocifrede prisstigninger for at kompensere for de stigende omkostninger.
Koncernchefen ser ikke noget mærkeligt ved prisstigningerne, men han fremhæver, at de ikke er set på det niveau i de seneste 20-30 år og der er ikke noget, der tyder på, at det vender.
"Jeg ser ingen tegn på, at det falder tilbage," siger topchefen, der henviser til en kommentar fra USA's finansminister, Janet Yellen, der henviser til at coronaeffekterne fortsætter med at begrænse vareudbuddet fra blandt andet Kina.
Udsigten til vedvarende høje inputomkostningerne betyder ifølge topchefen også, at Rockwool bliver ved med at hæve priserne.
"Priserne på Rockwool er steget betydeligt i forhold til i starten af året. De bliver nødt til at fortsætte op for at dække de stigende omkostninger," siger Jens Birgersson.
De stigende priser på Rockwool bliver vel modtaget af kunderne, forklaarer isoleringskoncernens topchef.
"Vores kunder ser jo også deres omkostninger stige, så det her er ikke noget dramatisk," siger Jens Birgersson, der henviser til, at Rockwool jo ikke gør noget, der er drastisk anderledes.
"Det vil jo være selvmord at fastholde priserne, når det her sker. Så taber vi jo vores lønsomhed," fremhæver Jens Birgersson.
Lidt lageropbygning forud for prisstigninger
Nogle kunder har opbygget lagre forud for prisstigningerne, men topchefen pointerer, at isoleringsprodukter fylder meget, så det begrænser, hvor meget kunderne kan opbevare.
Der har dog været en del lageropbygning, fortæller Jens Birgersson, der dog ikke ser en særlig stor effekt på afsætningen fremadrettet.
"Vi ser god aktivitet fremadrettet. Jeg har jo bekræftet vores omsætningsforventninger, så det kommer fortsat til at vokse fint," vurderer han.
Rockwool melder om lidt lavere indtjening end ventet i tredje kvartal
Rockwool: Lavere regninger og miljø motiverer forbrugere til energieffektivisering