Novozymes ser fortsat potentiale i biobrændstof trods elbiler

Bioenergi - eller ren energi - er et af de områder, hvor Novozymes leverer enzymer til. Eksempelvis til produktionen af ethanol fremstillet af majs.
Foto: PR / Novozymes
Foto: PR / Novozymes
MARKETWIRE

Og det er et område, hvor der fortsat er vækst - omend ikke i de vækstrater, som Novozymes historisk har kunnet præstere her i det forretningsområde, der tidligere blev set som et guldæg i koncernen.

"Men der er en meget stærk trend for at ville have mere ren energi. Og dette forretningsområde er forstærket af denne trend," sagde Tina Sejersgård Fanø, der er direktør for Agriculture & Industrial Biosolutions i Novozymes, på selskabets kapitalmarkedsdag tirsdag.

Latinamerika tager stafetten

I dag sker størstedelen af produktionen af biobrændstof i Nordamerika, men direktør påpeger, at "det spreder sig geografisk i området til Latinamerika."

Samlet kommer trefjerdedele af omsætningen i Bioenergi fra Nordamerika, 10 pct. fra Latinamerika og 15 pct. fra Europa.

Men de stadig flere elbiler på vejene vil i fremtiden komme til at presse udviklingen i behovet for ethanol ned i et lavere gear.

"Da vi startede her for 15 år siden, var det ethanol, som kunderne ville producere. Det har ændret sig i dag. Nu har kunderne fokus på, hvor meget olie de kan få ud af majsen - olie, der kan bruges til blandt andet biodiesel," sagde Tina Sejersgård Fanø på kapitalmarkedsdagen.

Efterspørgslen på ethanol ventes at vokse moderat frem mod 2030. I Nordamerika ventes væksten at være lav frem mod 2025, i EU og Kina ventes den at være lavt encifret, mens det latinamerikanske marked ventes at vokse med et højt tocifret tal.

"Den geografiske forskel er ret iøjnefaldende. I de modne markeder som USA og Europa venter vi, at udviklingen vil være flad - mest vækst i begyndelsen af perioden og efterhånden flader den ud, i løbet af de 5-10 år vi ser frem. Det sker, fordi der kommer flere og flere elbiler på vejene," lød det fra Novozymes-direktøren.

Modsat venter selskabet vækst i Latinamerika, hvilket også har været udviklingen de foregående år:

"Den udvikling, regner vi med, vil fortsætte. Blandt andet betyder befolkningstilvæksten her, at de har brug for mere brændstof. Og i Brasilien er løsningen at bygge flere ethanolfabrikker. Så den nye kapacitet vil sikre os vækst," sagde hun tirsdag.

Biodiesel i vækst

Biodiesel er et område, hvor der ventes en pæn vækst i volumerne - fra 11 mia. gallons i 2019 til ventet 1500 mia. gallons i 2025 og 1600 mia. gallons i 2030.

"Det er et område, hvor vi venter vækst. Og vi venter, at væksten vil bidrage til den generelle vækst i Novozymes. Samlet set er Bioenergi et område, der er meget bredere end kun ethanol i benzin," sagde Tina Sejersgård Fanø.

Novozymes-chef: Vi har ikke levet op til vores mål i seks år

Novozymes kan rammes af Bidens udvanding af bioethanolkrav 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Photo: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også