Danfoss-CFO trods knas i forsyningskæder: "Der ligger mange rekorder foran os"

Økonomidirektør i Danfoss Jesper V. Christensen forklarer rekordhøjt halvårsoverskud med, at virksomheden aldrig har været mere relevant end nu, og at den er stærkt på vej ud af coronakrisen. Han forventer flere rekorder fremadrettet.
Foto: Danfoss/PR
Foto: Danfoss/PR

Med en bundlinje på 2,1 mia. kr. har Danfoss torsdag sat egen rekord for et halvårsregnskab.

Resultatet indikerer både, at virksomheden med sikre skridt bevæger sig ud af coronakrisen, og at virksomhedens løsninger er højaktuelle i en tid med øget fokus på klimaet. Det siger økonomidirektør i Danfoss Jesper V. Christensen.

"Det er fantastisk på baggrund af coronakrisen, at vi nu står og er vokset 18 pct. i forhold til første halvår i 2020. Hvis vi kigger tilbage fra før Covid-19, er vi seks pct. oppe ift. 1 halvår 2019, hvilket viser, at vi er kommet os, så vi er i en rigtig fin vækst udover, hvad pandemien gjorde," siger han.

Danfoss' driftsindtjening er oppe med 45 pct. i forhold til første halvår af 2020, og virksomheden har aldrig nogensinde solgt og tjent så mange penge, så dette halvår. Det gælder på tværs af alle regioner i verden og alle tre forretningssegmenter. Det vidner også om, at tiden er højaktuel for Danfoss, lyder det.

"Ud af Covid-19 kan vi se, at verdensøkonomien kommer tilbage, og at regeringer i verden er fokuserede på grøn transformation og økonomi, og at alle ønsker at accelerere udviklingen. Der sker ting, som at Biden præsenterede en infrastrukturpakke i USA, at der er kommet en tilsvarende i Indien samt den nye klimarapport, som er godt for Danfoss," siger Jesper V. Christensen.

Samtidig med at første halvår af 2021 satte rekord, er det også det halvår, hvor Danfoss har investeret flest penge i udvikling af nye innovative og energieffektive produkter, som kan hjælpe med at reducere CO2 eller emission.

"Vi ser store muligheder her i fremtiden, så vi fortsætter med at rampe op på vores investeringer i løsninger til den grønne transformation," siger Jesper V. Christensen.

Som prikken over i'et til det flotte regnskab lykkedes det også Danfoss kort efter at første halvår af 2021 sluttede at få myndighedsgodkendelse til at lukke Eaton Hydrualics opkøb.

Problemer i forsyningskæde

Selvom coronakrisen synes at være begyndende datid, har den haft – og har stadig – sin indvirkning på Danfoss. Halvåret har nemlig præget forsyningskæderne med al den turbulens, der er på transportsiden, komponentmangel og stigende fragtrater og priser på råvarer. Det har betydet, at der har været flere "stop-and-go" i virksomhedens produktion, når den blandt andet har stået og manglet komponenter.

Danfoss-toppen gør opmærksom på, at den danske industrikæmpe formentlig ikke har været ramt så hårdt som mange andre, fordi koncernen gennem flere år har arbejdet på at øge regionaliseringen af sourcing, produktion og salg. Under krisen har virksomheden haft et stort fokus på, at forsinkelser ikke har skulle ramme kunderne, men den har ikke kunne undgå at være påvirket.

"Det er en kamp mange steder i teams og fabrikker at skaffe råvarer nok og at få varerne frem. Der er et effektivitetstab i at skulle stå og vente på manglende komponenter, men vi har forsøgt at være fleksible ved at arbejde på det, der kan arbejdes på, i ventetiden," siger Jesper V. Christensen.

Han fortæller, at det har krævet hårdt arbejde at hjælpe hinanden i værdikæden og at hjælpe Danfoss' kunder, men at virksomheden ikke har et estimat over, hvor meget udfordringen har kostet. Lige nu står Danfoss som følge af et marked, der hurtigt er blevet kørt op i tempo igen, overfor flaskehalse, der også presser virksomheden.

"Det er fælles for os alle sammen på tværs af industrier og vores konkurrenter står med samme udfordring," siger Jesper V. Christensen.

Spår flere rekorder

Danfoss står ifølge Jesper V. Christensen i høj kurs nu, hvor verdensøkonomien er på vej tilbage på fuldt blus, den grønne transformation for alvor er kommet på mode, og hvor mange af de gode, grønne ambitioner endnu ikke er udlevet. Forventningerne er derfor skruet op.

"Vi er optimistiske omkring fremtiden, men vi har også respekt for, at Covid-pandemien stadig er i gang, hvilket i øjeblikket betyder midlertidige nedlukninger og begrænsninger i forsyningskæden. Vi er realistiske og glade for dette halvår, og så kører vi på med andet halvår og gør det så godt, vi kan," siger han.

Danfoss holder stadig fast i sin forventning til anden halvdel af 2021 om at udbygge sin markedsandel og udbygge sin margin i forhold til 2020. Dermed mener CFO’en heller ikke, at dette halvårs regnskab er den sidste rekord, vi kommer til at se fra Danfoss' side.

"Der ligger mange rekorder foran os. Danfoss har aldrig været mere relevante end lige nu med de løsninger, vi tilbyder," siger han.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie CleantechWatch)

Danfoss får rekordresultat med overskud på over to milliarder

Danfoss vil udvide leverandørkorpset for at omgå flaskehalse

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også