Vestas og OK sikrer grøn strøm i ladestander med batteri

De to selskaber sætter en lynladerstation op, der udelukkende skal oplade elbiler med vindmøllestrøm ved hjælp af et stort batteri.
Foto: Ole Lind/ERH
Foto: Ole Lind/ERH

I den danske energibranche har der længe været en trend med at brande sig på at levere 100 pct. grøn strøm. Og selvom selskaberne har dækket forbruget ind, så er det ikke nødvendigvis grøn strøm, der kommer ud af stikkontakterne hos hr. og fru Danmark.

Men nu er OK og Vestas kommet med en løsning, der skal sikre mere grøn strøm ved opladningen af elbiler.

I et projekt opsætter de to selskaber nemlig to lynladestandere ved den fynske motorvej, der lader via et batteri, som er digitalt synkroniseret med OK’s egen Vestas-vindmølle i Gilbjerg ved Billund.

"Med denne løsning sikrer vi sammen med OK, at persontransporten kan elektrificeres med vedvarende energi, også når vindmøllen står stille. Nu skal vi indsamle erfaringer og bliver klogere på området, for vi ser et globalt potentiale i at kunne tilbyde konkurrencedygtige løsninger, der leverer grøn strøm til elbiler uden at ladestanderen nødvendigvis skal placeres lige ved siden af en vindmølle," udtaler Andreas Svendstrup-Bjerre, der er projektleder hos Vestas inden for energiløsninger og lagring, i en meddelelse.

Heraf fremgår det, at ladesystemet er det første af sin slags, og at planen er, at det skal give erfaringer nok til, at løsningen potentielt skal rulles ud i en større skala.

Kort fortalt vil batteriet stadig lade fra elnettet. Men ved hjælp af en ny software er batteriet blevet synkroniseret med Vestas-møllen i Gilbjerg. Det betyder, at batteriet kun lader, når møllen producerer strøm.

Selve batterisystemet er udviklet af Vestas og har en kapacitet på 900 kW og kan levere 650 kWh, hvilket ifølge Vestas gør det til Danmarks største batteri i kommerciel drift.

"Hvis vi i Danmark skal nå i mål med vores ambitiøse CO2-reduktionsmål, er det helt afgørende, at vi udvikler effektive og forbrugervenlige løsninger, der gør det nemt for danskerne at tage det grønne valg. Som en verdensleder inden for bæredygtige energiløsninger med hovedsæde i Danmark, handler det om at tage lederskab for den grønne omstilling og sammen med vores partnere udvikle nye bæredygtige løsninger," siger Vestas bæredygtighedschef, Lisa Ekstrand.  

Reelle perspektiver for forbrugeren

Hos det forbrugerejede selskab OK er projektet en del af visionen om at være en "nøglespiller på fremtidens energimarked." Samtidig mener OK, at det er en god mulighed for at opnå viden omkring samspillet mellem batterier og ladestandere.

"Som kundeejet selskab har vi en særlig stor forpligtelse til at lytte til kundernes behov og teste nye teknologier til gavn for kunderne. Og i sidste ende markedsmodne de innovative idéer. Derfor undersøger vi hele tiden nye teknologier, og projektet her ser vi som én af de løsninger, der er reelle perspektiver i for forbrugeren," siger Thor Folmann Krarup, der er OK’s produktchef for e-mobilitet, og tilføjer:

"I den forbindelse er det uden tvivl væsentligt, at det sker i samarbejde med en så betydende aktør inden for vindmølleenergi som Vestas. Så det er vi selvfølgelig også glade for."

Til november skal de to lynladestandere stå klar ved OK's tankstation ved Odense på den fynske motorvej E20.

Topcharge

Projektet med Vestas er dog ikke det eneste batteriprojekt, som OK har kastet sig ud i.

OK indgår i et partnerskab med virksomheden Nerve Smart Systems, hvor man i projektet "Topcharge" også satser på at levere grøn strøm til ladestandere.

Det skal ske ved at få strømmen fra containerstore, stationære batterier, som placeres ved siden af standerne. Disse batterier vil være tilknyttet el-nettet, men de kan programmeres til at lade op, når strømmen er rigelig, billig og grøn.

"Vi kan oplade batterilagret, når der er overproduktion af vindenergi i el-nettet og senere anvende den energi til at lade elbiler op, eller sende den tilbage på el-nettet, når der er en lavere produktion af grøn energi. På den måde kan vi facilitere en større anvendelsesgrad af grøn energi til både opladning af elbiler og i almindelige husholdninger," fortalte Nerve Smart Systems’ adm. direktør, Jesper Boie Rasmussen, til EnergiWatch i juli.

Danmark får center til at gemme vindenergien

OK's ladeoffensiv målrettes elbilejernes private boliger

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs