Flybrændstof fra overskudshalm kan forsyne halvdelen af dansk luftfart

Halm rummer et enormt potentiale for begrænsning af CO2-udledningen og løsrivelsen fra fossile brændstoffer. Nu skal den ind i klimakampen, mener forskere.
Foto: Martin Sylvest//
Foto: Martin Sylvest//
AF INGENIØREN

Omkring to millioner ton halm rådner hvert år op på de danske marker. Det er et gigantisk spild, for i stedet kan vi omdanne halmen til biogas, bioethanol eller grønt jetbrændstof, skriver Ingeniøren.

Ifølge et overslag fra DTU Kemiteknik kunne to millioner ton halm for eksempel blive til 433.000 ton jetbrændstof, hvilket svarer til næsten halvdelen af brændstofforbruget i dansk inden- og udenrigsluftfart.

Eller det kunne blive til 25 PJ biogas, der ville kunne opvarme godt 385.000 boliger, som brancheforeningen Biogas Danmark har beregnet for Ingeniøren. 385.000 boliger svarer til det antal, der i dag opvarmes med naturgas.

Løsningerne, som skal erstatte de fossile brændstoffer, kommer bare ikke af sig selv, og derfor råber en række forskere op i Ingeniøren.

Professor i miljø- og energisystemer Henrik Wenzel fra Syddansk Universitet mener således, at det er på høje tid at få halmen i spil som råvare til produktion af biogas, som er første trin i en proces mod brændstof til køretøjer.

"Det skal ske nu, hvis man skal undgå halve løsninger," siger han.

Marie Münster, professor i energi­planlægning ved DTU, er helt enig i, at vi skal i gang nu – også fordi halm stiger i værdi til den grønne omstilling:

"Der er mange, som gerne vil have fingrene i halmen eller spekulere i, hvordan den bedst kan udnyttes. Specielt når vi kigger ind i en fremtid, hvor presset på at bruge egne ressourcer vil stige," siger hun.

Men skal halmens potentiale rea­liseres, skal der findes en løsning, hvor de økonomiske ender mødes, fastslår Henrik Wenzel.

"Teknologien er klar. Det er økonomien, der skal på plads. For mange anlæg vil det kræve andre økonomiske rammer, hvor der enten investeres i forbehandling af halmen eller i anlæg med en større kapacitet," siger han til Ingeniøren.

***DENNE ARTIKEL ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF Ingeniøren***

Dansk luftfart vil lægge klimaafgift på flyrejser fra Danmark

Fagbevægelse vil have afgifter på CO2 og fly 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også