Analytiker spændt på næste Rockwool-regnskab

Isoleringskoncernen kommer bedre end ventet ud af april, men der meldes om markant negativ effekt i de kommende måneder.
Foto: PR / Rockwool International A/S
Foto: PR / Rockwool International A/S
RITZAU FINANS

Isoleringskoncernen Rockwool har med regnskabet for første kvartal af 2020, som er offentliggjort onsdag eftermiddag, præsenteret et sæt finansielle resultater, som overordnet set var en spids bedre end ventet.

Det vurderer aktieanalytiker Mikkel Emil Jensen fra Sydbank.

"Rockwool kommer egentlig godt fra start her, men regnskabet får hurtigt en birolle, i forhold til at det i særdeleshed bliver i andet kvartal, at det for alvor vil gøre ondt, og hvor Rockwool virkelig skal vise, hvor dygtige de er til at tilpasse sig den her nye markedssituation," siger Mikkel Emil Jensen.

Rockwool har med dagens regnskab meddelt, at salget i april faldt med omkring 20 pct. som følge af pandemirestriktioner, der har påvirket byggeaktiviteten på mange europæiske markeder.

"Det er lidt højere, end hvad jeg umiddelbart havde regnet med for april. April vil dog formentlig være den måned, hvor effekterne af Covid-19 er stærkest, så man kan håbe på, at det ikke er så slemt i de efterfølgende måneder," siger Sydbanks analytiker.

Fokus vil derfor også være på Rockwools muligheder for at tilpasse sig de udfordringer, som coronapandemien har medført.

Rockwool skriver selv i dagens regnskab, at pandemien vil have en "markant" negativ effekt i de kommende måneder, og selskabet venter, at efterspørgslen vil være volatil resten af året.

"Det bliver interessant at høre mere om Rockwools muligheder for at tilpasse sig det her miljø. I første kvartal har selskabet vist sig at komme godt omkring det ved at tilpasse kapaciteten og styre omkostningerne bedre. Men nu bliver presset anseligt større," siger Mikkel Emil Jensen.

Han fremhæver, at isoleringsvirksomheden har muligheder for blandt andet at tilpasse kapaciteten yderligere og skrue ned for aktivitetsniveauet på selskabets fabrikker.

"Men samtidig ved vi, at Rockwool er i en fase, hvor selskabet er i gang med at investere kraftigt i nye, store fabrikker. Det kommer så lidt ubelejligt i den her periode, hvor væksten falder så markant. Flere af de her nye fabrikker starter op i 2020, og det ligger immervæk et pres på indtjeningen," siger Mikkel Emil Jensen.

Derfor bliver det også særligt interessant at høre, hvilke tanker ledelsen gør sig om, hvordan der kan kompenseres på omkostningerne.

"Fremtidsudsigterne er svære at forudsige, og jeg er ret overbevist om, at Rockwool som udgangspunkt ikke vil stå i en situation, hvor de ikke har kapacitet nok, så derfor tror jeg, at de vil holde fast i den plan, de umiddelbart har lagt om at starte de her fabrikker op," vurderer Mikkel Emil Jensen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også