EnergiWatch

Drømmen om grønt dansk flybrændstof lever

En ny rapport antyder, at det kan lade sig gøre at fremstille klimavenligt flybrændstof i Danmark ved hjælp af gylle og husholdningsaffald. Det skriver Politiken.

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Et dansk forskerhold fra Syddansk Universitet med professor Henrik Wenzel i spidsen offentliggør tirsdag en foreløbig rapport, der antyder, at det er muligt at fremstille bæredygtigt, grønt flybrændstof i Danmark på basis af CO2, brint og den biogas, som afgasses fra gylle, halm og fødevareaffald.

Det skriver Politiken tirsdag.

Rapporten, der er lavet i samarbejde med med den nordiske luftfartsbranche og konsulentvirksomheden Niras, er blevet gennemgået af et stort antal eksterne eksperter og aktører i energibranchen, og langt de fleste er positive.

"Vores rapport viser, at teknologien til at fremstille bæredygtigt flybrændstof i Danmark og i Norden er til stede, så vi kan påbegynde etableringen af produktionen inden for få år, og at det er en bæredygtig, attraktiv og mængdemæssigt tilstrækkelig løsning på globalt niveau," siger Henrik Wenzel til Politiken.

Den komplicerede proces bygger blandt andet på adgang til rigeligt organisk affald – for eksempel fra landbruget – og et godt fjernvarmenet. Begge dele findes i Danmark. Ideen er, at biogas fra gødning, halm, madaffald eller spildevand tilføres brint, som man får ved at spalte vand i ilt og brint ved såkaldt elektrolyse. De brændstoffer, der kommer ud af det, kaldes electrofuels. De kan bruges til klimavenlige alternativer til bl.a. brændstof til tung transport og flybrændstof. Samtidig dannes der overskudsvarme, der kan bruges til industri eller boliger.

Ida Auken, der er klimaordfører for Radikale Venstre og formand for Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg, finder projektet interessant, fordi energiforbruget undervejs kan komme fra grønne kilder som vind.

"Det er vigtigt, at vi bakker dette og lignende projekter op politisk ved dels at sikre, at rammevilkårene er rigtige, dels at komme den stigende efterspørgsel efter vindenergi i møde ved at bygge flere havvindmølleparker," siger Ida Auken.

Luftfartsbranchen er i dag et af klimakampens største problembørn, da den endnu ikke har fundet en sikker måde at sænke sin udledning af drivhusgasser på.

"Vi ser derfor meget positivt på, at ny viden på området viser, at electrofuel er et bæredygtigt brændstof, som realistisk set kan tages i anvendelse inden for en overskuelig fremtid," skriver Simon Pauck Hansen, koncerndirektør i luftfartsselskabet SAS, i en mail til Politiken.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzau Bureau på vegne af Politiken.)

Novos pengetank i stort sats: Vil forvandle forurening til grønt flybrændstof

Nye toner fra S-regeringen: Overvejer klimaskat på flybilletter

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere