EnergiWatch

Novozymes-chef: Pressede bioethanolproducenter i USA tynger

"Det er dødærgerligt. Men vi laver prognoser efter det, vi forventer. Midt i september kunne vi se, at det begyndte at gå den forkerte vej for producenterne af bioethanol i USA," siger direktøren i Novozymes

Foto: NOVOZYMES

Novozymes kan ikke holde, hvad selskabet tidligere har lovet - igen.

For tredje gang i år har enzymselskabet nedjusteret forventningerne til den organiske salgsvækst - og det er ikke noget, som koncernchef Peder Holk Nielsen er glad for.

"Det er dødærgerligt. Men vi laver prognoser efter det, vi forventer. Midt i september kunne vi se, at det begyndte at gå den forkerte vej for producenterne af bioethanol i USA, siger direktøren til Ritzau Finans.

"Og det er siden taget til. Nogle af de største amerikanske producenter af bioethanol er nede med 15 pct. i volumen," siger Peder Holk Nielsen.

At tingenes tilstand er blevet forværret i juli, august og september kan ses på den organiske omsætningsvækst i bioethanoldivisionen, der i kvartalet endte på minus 5 pct. og for de første ni måneder ligger med en negativ omsætningsvækst på 4 pct.

"Vi har set en meget dramatisk reduktion af bioethanolproduktionen i USA. Og det har vi ikke buffere til at kunne absorbere," siger direktøren.

"Vi havde også bøvl i april og juni, hvor vi så store oversvømmelser i USA. Det tog vi løbende med ind i vores prognoser. Men den her dramatiske reduktion hos bioethanolproducenterne opfanger vi først i midten af september. Og vi kan se, at det varer ved," forklarer Peder Holk Nielsen.

Novozymes havde i forvejen regnet med lavere volumener i bioethanolproduktionen i tredje kvartal - men koncernchefen siger, at det fortsætter:

"Den her dramatisk ændring havde vi ikke set, og vi kunne måske have haft en større buffer," siger han.

Strategiplan uændret

Novozymes kom i juni med en treårig strategiplan, hvor en af grundstenene er, at den årlige organiske vækst i omsætningen i 2020, 2021 og 2022 er på mindst 5 pct. Og den plan står ved magt, fastslår koncernchefen.

"Vi kører videre efter strategiplanen," siger han.

Aktieanalytiker om Novozymes: Ny nedjustering overrasker mig ikke voldsomt

Novozymes nedjusterer igen forventningerne til væksten

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere