EnergiWatch

Partier: Regeringen er alt for defensiv med elbiler

Transportminister afviser norske tiltag for boost af elbiler. SF, R og Enhedslisten undrer sig.

Foto: Fabian Sponheimer/E-WALD GmbH

Selv om Norge sidder solidt på den uofficielle verdensrekord i at få forbrugerne til at købe elbiler, ser transportminister Benny Engelbrecht (S) ikke de store perspektiver i at kopiere den storstilede norske elbilsatsning for at reducere CO2, skriver Politiken. Det vil være for dyrt at kopiere den norske model, hvor elbiler er momsfritaget, og ejerne samtidig slipper for de fleste andre skatter og afgifter, mener Benny Engelbrecht.

Han har netop været i Oslo for at studere den norske elbilsatsning, som i første halvår af 2019 har resulteret i, at såkaldte nuludslipsbiler har erobret en markedsandel på 40 procent af det samlede salg af personbiler i Norge.

"Min norske kollega lægger ikke skjul på, at de er nået meget langt i Norge. Men som han siger: "Det er frygtelig dyrt". Det har virkelig kostet mange penge. 5-6 milliarder norske kroner i afgiftstab. Formentlig er der et endnu større beløb i afledte effekter. Det er en regning, man bare må sige, ville være for høj i en dansk kontekst," siger Benny Engelbrecht til Politiken.

Han understreger dog, at en kommission for omstilling af personbiler i Danmark i øjeblikket arbejder med at foreslå en ny afgiftsstruktur.

Meldingen vækker skuffelse og forundring hos partierne bag det forståelsespapir, som i sommer var grundlaget for dannelsen af statsminister Mette Frederiksens socialdemokratiske etpartiregering. Her er den ambitiøse målsætning om 70 procents reduktion af drivhusgasserne i 2030 et centralt element. Det samme gælder initiativet om »et stop for salg af alle nye diesel- og benzinbiler fra 2030«.

"Det er nedslående, at ministeren ikke har et mere åbent sind. Vi skal selvfølgelig kigge på kommissionens anbefalinger, men i Danmark tror jeg ikke, at provenutabet bliver så stort, eftersom der ikke bliver købt elbiler af nogen større volumen," siger partiformand Pia Olsen Dyhr (SF).

Klimaordfører Ida Auken (R) efterlyser et dansk bud her og nu, så elbilproducenterne tør introducere elbiler i Danmark.

"Det er lidt trist. Jeg håber, at der kommer højere ambitioner," siger hun.

Politisk ordfører Pernille Skipper (Enh.) mener, at Norge i høj grad burde inspirere regeringen til at "give elbilerne en forlomme på alle mulige leder og kanter".

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Politiken)

Ny undersøgelse: Elbiler nærmer sig en direkte erstatning af benzinbilen

De fleste elbiler i verden kører på statsstøtte

 

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere