EnergiWatch

Tesla-udfordrer får 1 mia dollar i opbakning

En stor appelsin er landet i turbanen hos Teslas konkurrent med navnet Lucid Motors, der har fået en stor investering fra Saudi Arabien.

Tesla-konkurrenten Lucid Motors har fået en stor investering. | Foto: Tesla

Saudi Arabiens offentlige investeringsfond har indgået en aftale med Lucid Motors Inc., som betyder, at fonden vil investere op mod 1 mia. dollar i koncernen, der har ambitioner om at konkurrere med Tesla på området for elbiler.

Det skriver Bloomberg News.

Med aftalen har Lucid sikret sig kapital til at bygge produktionslinjen til selskabets første elbil, Air, som i forvejen er forsinket. Produktionen skulle have været startet i 2018, men ventes nu igangsat i 2020.

"Ved at investere i det hurtigtvoksende marked for elbiler opnår PIF eksponering mod langsigtet vækstmuligheder, støttende innovation og teknologisk udvikling, ligesom det vil øge diversificeringen af indtægter og sektorer for Saudi-Arabien," hedder det i en pressemeddelelse.

"PIF" står for "Public Investment Fund", som er fondens rette navn.

Nyheden kommer i kølvandet af meldingen i august om, at Public Investment Fund også har opbygget en større ejerandel i netop Tesla, på mellem 3 og 5 pct. af aktierne, ligesom der var spekulationer om, at de saudiske pengemænd kunne være mulige investorer, som kunne hjælpe Elon Musk, topchef i Tesla, med hans ambitioner om at afnotere Tesla - en plan, han sidenhen har skrinlagt.

Investeringsfonden har til formål at reducere Saudi Arabiens afhængighed af olieprisen, og den blev lanceret efter, at netop prisen på råolie kollapsede. Målet er, at den skal administrere investeringer for 2000 mia. dollar i 2030. I dag har fonden mere end 250 mia. dollar i aktiver.

Air-modellen ventes at skulle koste 60.000 dollar, mens de dyreste versioner vil koste 100.000 dollar.

/ritzau/FINANS

Lilleholt skifter spor: Åbner for fastfrysning af elbilafgift

Kinesisk elbilproducent prissat i bunden af noteringsinterval 

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs