EnergiWatch

Velux kan stå over for polsk injuriesag

Den årelange krig mellem de to konkurrerende ovenlysproducenter Fakro og Velux kan måske stå over for et nyt kapitel.

Foto: Mik Eskestad

Med flere års juridiske slagsmål bag sig, ser de to konkurrerende ovenlysproducenter Velux og Fakro nu ud til at optrappe den indbyrdes konflikt. Dagbladet Børsen skriver mandag, at Fakro i øjeblikket truer med at anlægge en injuriesag mod Velux.

Den kan blive en udløber af en række EU-klagesager, hvor Fakro, som har hovedsæde i Polen, har anklaget Velux for brud på konkurrencereglerne. De beskyldninger afviste EU for nylig. Siden har Velux hævdet i en pressemeddelelse, at Fakros anklager har virket som en "platform for smædekampagne mod VELUX Gruppen over det meste af Europa," som blandt andet har været med til at stille Velux i et dårligt lys over for kunder og interessenter. I meddelelsen nævner Velux også en et år gammel påstand om, at Fakro i en anden strid har begået industrispionage mod Velux. En sag, som stadig efterforskes af Nordsjællands Politi. Fakro mener her, at Velux blander EU-sagerne sammen med sagen om industrispionage, og den beskyldning vil Fakro ikke finde sig i.

"Hvis vi hele tiden bliver trukket ind i noget, som vi ikke er en del af, så anlægger vi en injuriesag," siger Jon Tougaard, der er adm. direktør for Fakros danske selskab, som holder til i Herning, til Børsen.

Omvendt er det Velux' påstand, at Fakro er skyldige i det, Velux kalder for "Danmarks måske hidtil største sag om industrispionage."

"Igennem seks år er Fakro kommet med en række beskyldninger mod Velux, som alle har vist sig at være ubegrundede. Derfor virker det helt absurd, hvis Fakro skulle overveje en injuriesag, når Fakros anklager har vist sig at være uden grundlag," siger pressechef Jens Bekke, Velux Gruppen, i dagens udgave af Børsen.

Fakro oplyser også, at man er klar til at føre flere klagesager ved EU-Kommissionen, hvis det bliver nødvendigt.

Velux får medhold - EU-kommissionen afviser anklager om konkurrencefusk Sms-beskeder fra Velux-chef udløste spionagealarm - her er beviserne Bortvist Velux-chef: Jeg er uskyldig i alle anklager Polsk kvinde sladrede til Velux om påstået industrispionage - her er fru Q's historie Medie: Velux er hvirvlet ind i sag om industrispionage 

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs