EnergiWatch

Dansk soludvikler vil erobre Holland

Den danske soludvikler Better Energy går sammen med hollandsk partner om at åbne kontor i Holland. Ambitionen er at gøre Holland til nyt hjemmemarked.

Under et år efter at Better Energy vandt Danmarks første tværnationale solcelleudbud med en historisk lav afregningspris på 12,89 øre per kWh, sigter selskabet nu efter at opnå gennembrud i Holland.

Derfor opretter Better Energy nu et selskab i Holland, der skal omfatte aktiviteter inden for taganlæg, jordbaserede pv-anlæg på kraftværksniveau såvel som flydende solcelleteknologi og carportløsninger.

Den nye hollandske virksomhed er etableret i samarbejde med ledelsesteamet fra det hollandske udviklingsselskab Adamant Renewables i Amsterdam.

"Vi betragter Holland som et nyt hjemmemarked. Vi vil bidrage med al vor viden og ekspertise i bestræbelserne på at fremme billig og vedvarende energi i Holland," siger Mark Augustenborg Ødum, Managing Partner i Better Energy, i en meddelelse.

Better Energy blev etableret i Danmark i 2012 og har især vakt opsigt ved at vinde Energistyrelsens soludbud i 2016. Et vinderbud der betød, at Better Energy skal opføre tre solcelleparker på i alt 21,6MW med et tillæg på blot 12,89 øre/kWh til markedsprisen. En pris, der ikke blot var den billigste nogensinde i en dansk kontekst, men som også internationalt var på meget lavt niveau.

Det er blandt andet de erfaringer, der nu skal bringes i spil på i Holland, understreger Better Energy. Holland er i lighed med Danmark langt fremme på det grønne område, men har begrænsede erfaringer med storskala sol. Derfor ser Better Energy en mulighed for at vinde opgaver baseret på erfaringer både med høje tekniske standarder og lave omkostninger til finansiering og installering, lyder det fra selskabet.

"Vi har fundet et hollandsk ledelsesteam med et utroligt drive og dedikation kombineret med stor brancheekspertise og -erfaring. Vi mener, det vil give os de bedste forudsætninger for at tilkæmpe os en markedslederposition på et hurtigt voksende marked. Med et fokuseret hollandsk team vil vi være i stand til hurtigt at reagere på lokale ændringer i markedsforhold og efterspørgsel," siger Mark Augustenborg Ødum.

Better Energys nye, hollandske partner, Adamant Renewables, har tilsammen over 30 års erfaring i udvikling, konstruktion, finansiering og asset management-håndtering af vedvarende energianlæg i diverse projekter i Holland.

"Adamant Renewables er begejstrede for at have fået en så stærk og pålidelig partner som Better Energy i vores fælles bestræbelser på det hollandske pv-marked. Sammen med Better Energy vil vi være i stand til rulle hele værdikæden ud på markedet og tilbyde en helløsning, der omfatter alt lige fra greenfield-udvikling til finansiering," siger adm. direktør Pieter Bijlsma, fra Better Energy Nederland i meddelelsen.

Solbranchen sikker på sejr i det kommende støttesystem

Lillleholt omdanner solpulje til udbudsmodel

Forsiden lige nu

Vestas fusionerer europæiske salgskontorer

Den danske mølleproducent har besluttet sig for at smelte de to salgsenheder for Nordeuropa og Centraleuropa sammen. Det betyder et farvel til Klaus Steen Mortensen, der er chef for Vestas i Nordeuropa.

Seneste Renewables

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere