EnergiWatch

Pensionskassers kompetencer under lup

Er pensionskasserne kompetencemæssigt gearede til at poste stadig flere milliarder af danskernes opsparede kroner i store energiprojekter? Det spørgsmål vil Finanstilsynet have svar på, og tilsynet iværksætter nu en granskning af pensionskassernes organisationer – helt op til bestyrelsesniveauet.

Når pensionsselskaberne kaster sig ud i at investere i vindmøller, vandkraft eller solceller, er det helt nye risici, der skal holdes styr på.

Derfor vil Finanstilsynet iværksætte en grundig undersøgelse af pensionselskabernes infrastrukturinvesteringer, hvorunder de direkte investeringer i energiprojekter ligger. Det fortæller Carsten Brogaard, kontorchef i Finanstilsynet.

"Det ligger meget højt på vores dagsorden. Vi ser en større og voksende gruppe af investeringer i infrastruktur derude. Og så er det nye typer af risici i forhold til det, pensionskasserne har kigget på tidligere," siger han.

FinansWatch og EnergiWatch har de seneste par uger sat fokus på pensionssektorens investeringer direkte i konkrete energiprojekter såsom vindmølleparker, solcelleanlæg og vandkraftanlæg. Og det er altså også et område, som Finanstilsynet holder øje med.

Nye risici kræver større benarbejde

Senest satte Finanstilsynet fokus på pensionskassernes investeringer i alternative kreditter, og nu er det altså infrastrukturinvesteringerne, der kommer igennem en temaundersøgelse.

"Det er i høj grad illikvide investeringer, som kræver, at når man går ind i det her, så skal man også sørge for at have gjort sit forarbejde. Det, vi kigger meget på, er, om de har sat de ledelsesstrukturer op, som de skal på det her område. Har de sikret sig, at kompetencerne er til stede i organisationen – og det er sådan set helt fra administrationsniveau og de udførende til bestyrelsen – ift. de her investeringer," siger Carsten Brogaard.

Han fortæller at fokusset udspringer af det såkaldte prudent person-princip, som gør, at pensionskasserne skal kunne identificere, måle, rapportere, overvåge og forvalte alle risici.

Når I sætter fokus på risiciene med de her investeringer, er det så pga., at risiciene er større, eller er det fordi, risiciene er anderledes?

"I første omgang er det nye risici. Der er også risici ved andre former for investeringer. Om man investerer i Ørsted eller man investerer direkte i energiinfrastruktur, så skal man have styr på risiciene og have gjort sig nogle overvejelser om, hvad det er for nogle risici, der ligger."

"Men der består måske et større benarbejde i at opnå et vist erkendelsesniveau, når det ikke er noget, der er noteret på et marked. Og så er det også nogle nye risici, der ligger på området," siger Carsten Brogaard.

Vil få afdækket det bredt

Et af fokusområderne i den kommende undersøgelse vil være, om kompetencerne er til stede i pensionskasserne. Carsten Brogaard vil dog ikke give et bud på, om det er tilfældet, før undersøgelsen er færdiggjort.

"Der kommer nok til at gå et stykke tid, før vi vender ud til jer i offentligheden, for vi har tænkt os at kigge grundigt. Vi vil have afdækket det bredt. Men arbejdet er sat på dagsordenen internt," siger han.

Denne artikel er skrevet i samarbejde med vores søstersite FinansWatch.

Pensionskasser søger efter alternativer til vind

Pensionskasser står klar med milliarder til energiinvesteringer

Pensionskasser oplever voksende priser og risiko på vind

 

Forsiden lige nu

Norsk analytiker skifter olie ud med grøn energi

Thina Margrethe Saltvedt stopper efter ti år som olieanalytiker i Nordea Markets, skriver Dagens Næringsliv. Hun bliver dog i banken, hvor hun skal være analytiker i sustainable finance med fokus på grøn energi og klimarisici.

Seneste Renewables

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere