EnergiWatch

"Jeg forstår ikke rationalet bag den danske regering"

Regeringen bryder med den danske tradition for at gå forrest med grøn energipolitik, kritiserer en af Europas mest indflydelsesrige energipolitikere, der kalder den nye VE-aftale "systemisk nonsens".

Claude Turmes ser ud over forsamlingen og smiler. På vej mod fredagens EU-topmøde i Tallinn har den luxembourgske EU-parlamentariker, der rutinemæssigt figurerer i toppen af lister over de mest indflydelsesrige energipolitikere i EU, taget et par timer ud for at deltage i et debatarrangement om europæisk og dansk energipolitik på Christiansborg.

"Jeg føler mig hjemme her," konstaterer politikeren fra parlamentets grønne gruppe.

"Intet enkeltstående land har siden 1990'erne formet rejsen mod den grønne omstilling i så høj grad som Danmark."

Det er en rejse, Claude Turmes i mange henseender har været guide på. I 2001 blev han udpeget som EU-parlamentets chefforhandler for direktivet om energimarkedets liberalisering, i 2008 for VE-direktivet og i 2012 direktivet om energieffektivitet. Aktuelt er han rapporteur på den del af den kommende europæiske energiaftale, der handler om at sikre, at medlemslandene lever op til deres mål for 2030.

Ofte har der været dansk ledsager med på rejsen. Da EU for første gang vedtog bindende mål for energieffektivitet var det under det danske formandsskab i 2012 og i tæt samarbejde med den daværende energiminister Martin Lidegaard (R), mens den daværende vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) spillede en nøglerolle i adskillelsen af elnet og forsyningsselskaber med liberaliseringen af energimarkedet i 2002.

Og så var der Svend Auken (S).

Hvis den nuværende regering havde været ved magten i 1990'erne, ville I have spildt enorme økonomiske muligheder, fordi I ville have haft for snæversynede politikere.

Claude Turmes, EU-parlamentariker

"Svend Auken var chefingeniøren," siger Claude Turmes om den tidligere danske miljøminister, hvis ideer og politisk handlinger store dele af fundamentet for EU's grønne energipolitik i hans optik hviler på.

Med sådanne roser til de foregående årtiers både blå og røde danske regeringer, er det oplagt at spørge om, hvem Claude Turmes ser som Svend Aukens arvtager i den nuværende regering, der efter eget udsagn jo er den grønneste nogensinde.

"Svend Aukens arvtager?" spørger han lettere befippet.

"Problemet er, at den nuværende danske regering slet ikke følger traditionen fra tidligere danske regeringer. Danmark har en lang og anerkendt historik som positiv indflydelse på europæisk politikskabelse, men denne regering er meget langt fra i sin politik og med sin negative tilgang til hele pakken omkring den energiunionen."

Snæversynede politikere

Rosende ord om Bendt Bendtsen til trods kan skudsmålet naturligvis afskrives som forudsigelig. Claude Turmes er medlem af centrumvenstre-partiet De Grønne.

Omvendt har han været medlem af et hav af tværpolitiske styregrupper og fremhæves ofte af politiske modstandere som nok værende idealistisk men ikke dogmatisk og i stand til at lave aftaler med politiske modstandere. Selv mener han da heller ikke, at det handler om partipolitik. Snarere om erhvervspolitik for Danmarks vedkommende.

"Jeg forstår bare ikke rationalet bag den danske regering. Danmark er et et land med selskaber som Dong, Vestas, Siemens, Grundfos, Danfoss, Velux, Rockwool og så videre," siger han.

"Det, Svend Auken gjorde i 1990'erne, var ikke kun at forme europæisk miljøpolitik. Han åbnede også op for bl.a. det kinesiske marked for dansk eksport og gjorde Danmark til den førende eksportør af grøn teknologi. Hvis den nuværende regering havde været ved magten i 1990'erne, ville I have spildt enorme økonomiske muligheder, fordi I ville have haft for snæversynede politikere."

Som eksempel nævner han tirsdagens VE-aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Foruden at den vil halvere udbygningen af vedvarende energi frem mod 2020, synes han også, at metoden er fejlagtig. Om end han er tilhænger af at konkurrenceudsætte projekter for at sikre de billigste priser, så vil teknologineutrale udbud med faste pristillæg medføre forkert og for dyr udbygning, mener han.

"Det er en meget risikofyldt tilgang, og en tilgang, der er systemisk nonsens i den forstand, at der er behov for hurtigst muligt at sikre 100 pct. vedvarende energi i elsystemet. Den eneste måde at gøre et, er ved at have et miks af teknologier. Men det er overvejende sandsynligt, at kun sol vil vinde i teknologineutrale udbud, fordi det er lettere at få tilladelse til en solpark end en vindpark," vurderer han.

"Men man kan ikke drive et elsystem kun med sol, der leverer 1.200 fuldlasttimer om året. Der er også behov for de 5.000 timer, havvind leverer, eller de 3.500 timer, man kan få ved kystnær vind eller landvind."

CO2-prisen skal op

Sondringen her er mellem MW og MWh. Megawatt er i stigende grad den valuta, vedvarende energiprojekter måles efter – regeringen og Dansk Folkeparti sigter f.eks. efter at der opføres 190 megawatt sol og vind fra de kommende udbud – men i virkeligheden er det antallet af leverede megawattimer strøm, som egentlig har betydning. Og en vindmølle producerer typisk betragtelig mere strøm end en solcelle. Ikke mindst i et land som Danmark, hvor vinden blæser noget mere, end solen skinner.

Argumentet for både teknologineutralitet og faste pristillæg er dog, at det er mere markedskonformt. Anvendtes i stedet faste afregningspriser, ville sol og vind forblive i den statsstøttede hængekøje og blot blive lullet til ro af elprisernes eventuelle udsving. For bliver elprisen for lav, er det jo bare skatteyderne, der betaler prisen.

Men ved at flytte risikoen til projektejerne skal skatteyderne betale en endnu højere pris, mener Claude Turmes.

"Vedvarende energi kræver store indledende investeringer. Hvis man har et system, hvor investorerne ikke har nogen visibilitet og er udsat for meget volatile elmarkeder, så risikerer man at betale en risikopræmie. Og den vil til syvende og sidst blive betalt af borgerne, fordi de samlede omkostninger bliver højere end med en mere rationel tilgang," siger han og afviser ideen om fair markedsvilkår.

"Hvad er der fair ved et marked, hvor man kan købe CO2-kvoter for 5 euro per ton? Det er svært at tale om markedsvilkår, når kulkraftsværkerne ikke er eksponeret mod den virkelige pris, der formentlig ville være omkring 100 euro per ton CO2."

Netop CO2-priserne på det europæiske kvotemarked (ETS) fremhæves ofte som den største årsag til, at vind og sol fortsat kræver støtte.

ETS-systemet blev lanceret i 2005 og skulle afspejle omkostningerne ved CO2-udledninger på en markedsbaseret facon. Men nedgangen i den europæiske produktion under den finansielle krise betød at alt for mange kvoter kom på markedet til, at det for alvor blev et adfærdsændrende redskab. De fleste af disse er fortsat i omløb, da landene ikke har kunnet blive enige om at annullere dem. I stedet placeres en del af dem i en reserve med planen, at de skal sendes i rotation igen senere.

Flere begivenheder i de seneste dage har understreget den storpolitiske kompleksitet ved spørgsmålet om kul og CO2:

Tirsdag foreslog Frankrigs præsident Emmanuel Macron, at der skulle indføres en fælleseuropæisk mindstepris for kvoterne på 25-30 euro/ton.

Samme dag lancerede de europæiske energiselskabers interesseorganisation Eurelectric en rapport, der konkluderede at et loft på nye kulkraftværkers CO2-udledning ville føre til flere gaskraftværker på bekostning af vedvarende energi. Som flere organisationer hurtigt påpegede, ville Eurelectrics anbefalinger føre til fortsat statstøtte af gamle kulkraftværker i yderligere 20 år.

Torsdag viste en en NGO's optælling af 11 EU-landes statsstøtte til fossile brændsler, at de pågældende lande i de seneste år havde ydet mindst 112 mia. euro (833 mia. kr.) i årlig statsstøtte til kul, olie og gas.

Danmark kunne have indflydelse

De tre eksempler omhandler ganske vist ikke det helt samme. Men alle tre indikerer, at den danske regerings gøren og laden måske ikke betyder alverden i det store billede. Alligevel mener Claude Turmes ikke, at det ligegyldigt, hvad Danmark foretager sig.

"Fordi Danmark har en fantastisk forretningshistorie om grøn energi bag sig, så har den danske regering – når den er progressiv – stor betydning, fordi den historisk er meget troværdig. Når den danske regering taler, tager folk den seriøst," siger han.

"Derfor kunne denne regering have en så positiv indflydelse på lovgivningen i Bruxelles, hvis den ønskede at have det."

Som de seneste dages tilkendegivelser fra bl.a. Dansk Industri og Vestas har slået fast, så er der da også et stort ønske om det i industrien. Både af rent afsætningsmæssige årsager, men også fordi de store danske eksportvirksomheder bruger det grønne danske brand til at få adgang til nye markeder. Den luxembourgske parlamentariker mener da også, at Danmark med nogen ret fortsat kan hævde at være foran.

"Danmark har et meget professionelt erhvervsliv, gode forskere og der er fortsat gode danske parlamentarikere som Bendt Bendtsen, Jeppe Kofoed (S) og Morten Helveg Pedersen (R). Så I nyder fortsat anerkendelse," siger han.

"Men den danske regering må ændre sine prioriterer. Førsteprioriteten må være at udbygge med vedvarende energi, og den sekundære prioritet bør være, at hjælpe os i Bruxelles med at få CO2-prisen hævet, så prisen på vedvarende energi vil blive på samme niveau, som hvis kul skulle betale for sin forurening."

Eurelectic: CO2-begrænsning vil bremse den grønne udvikling

Regeringen skuffer Vestas: Aftale stiller Danmark værre

Kritikere: Regeringen fordyrer den grønne omstilling

Regeringen indgår smal aftale med DF om grøn energi

Internationalt er Danmark en klimahelt – nationalt er kritikken benhård

Forsiden lige nu

Dansk Energi kræver politisk ro om grøn forskning

Forskning i nye rene energiformer skal have bedre langsigtede rammer, hvis Danmark stadig skal være med, mener Dansk Energi ovenpå FN-møde i Bonn. Mødet var et skridt i den rigtige retning, men der skal langt mere fart på, mener danske græsrødder.

Seneste Politik & Markeder

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere