EnergiWatch

Danmarks næste Nordsø-eventyr?

En ny analyse viser, at der inden længe kan produceres så meget grøn biogas, at forbruget herhjemme kan dækkes i 2035. Dermed står den danske gasproduktion i disse måneder ved en skillevej, som på mange måder ligner den, der har fyldt elnettet med vedvarende energi de senere år.

En dansk ko ved Dyssekilde i Nordsjælland forbereder sig øjensynligt på at blive en central del af den danske naturgasforsyning.

Mens arneflammen for den danske selvforsyning af naturgas langsomt men sikkert er ved at brænde ud i Nordsøen, så ulmer en ny varmekilde for de danske gasforbrugere i den danske muld.

Om ikke mere end 17 år kan der nemlig være bananskræller og komøg nok i det danske gasnet til at dække det danske forbrug af naturgas, viser en ny analyse foretaget af interessefællesskabet Grøn Gas Danmark. Foreningen, der blandt andre har statsejede Dansk Gas Distribution blandt medlemmerne, mener dermed, at den danske gasinfrastruktur befinder sig ved en skillevej i disse år.

Spørgsmålet er, om de danske politikere fortsat vil støtte udbygningen af den energivenlige opvarmningskilde.

Analysen tager udspring i nye beregninger af det tekniske potentiale for biogas fra Aarhus Universitet og viser, at man med et energipolitisk sats på blandt andet at udnytte den danske produktion af halm, affald og husdyrgødning vil kunne producere cirka 80 petajoule (PJ) metangas til det danske gasnet i 2035 svarende til forbruget samme år.

Kilde: Baggrundsnotat om biogasforsyningen, Grøn Gas Danmark.

Vælger man at udnytte de forskellige typer biomasse til at producere grøn gas, så kan Danmark med andre ord både modvirke den faldende produktion af gas fra de danske felter i Nordsøen og fortsat udnytte de tusindvis af kilometer ledningsnet, som forsyner godt de 400.000 danske naturgaskunder.

En infrastruktur, der er investeret 55 mia. danske kroner i.

Ligner elnettets forvandling

Hos Danmarks største producent af biogas, Nature Energy, håber den administrerende direktør, Ole Hvelplund, at de danske politikere vil tage den nye analyse med til forhandlingsbordet, når de efter nytår skal lande en ny energiaftale om perioden efter 2020.

"Vi har jo talt meget om den grønne omstilling, vi har gennemført i elnettet, og derfor mener jeg også, at vi bør have fokus på, at vi kan gøre det samme i gasnettet. Biogas har haft den renæssance, der har været brug for at gøre gasnettet grønt. Med den nye analyse ved vi, at der er biogas nok til en fuldstændig forsyning af grøn gas," siger han.

Biogas-anlæg til halv mia. på vej i Sønderjylland

Den samme besked kommer fra Carsten Jensen, der er direktør i Dansk Gas Distribution.

"Biogas kan blive en meget vigtig spiller i hele det danske energisystem, og det viser tallene her. Det er ikke så mange år siden, at man politisk ikke rigtig troede på gassen, fordi det skulle basere sig på Nordsøproduktionen, men nu kan vi se, at der i høj grad er andre muligheder for fremtiden," siger han.

Kilde: Baggrundsnotat om biogasforsyningen, Grøn Gas Danmark.

Hos Nature Energy har man store investeringer i sektoren.

Selskabet driver i øjeblikket fire biogasanlæg og har yderligere på vej. Det har blandt andet kunnet lade sig gøre, fordi man i energiforliget fra 2012 sikrede producenter af gassen en støttesats i form af en mindstepris eller et pristillæg afhængigt af, hvad den bliver brugt til.

En ting er da som regel også sikkert, når energiproducenter vifter med løftet om en grøn energiproduktion.

Det koster penge.

Støtten skal fastholdes

Ole Hvelplund forklarer, at ønsket til politikerne ikke strækker sig videre end at fastholde det støtteregime, man har i dag.

"Det er sådan set ikke andet end en fastholdelse, der er brug for. Det sikrer en vished om omkostninger og indtjening, og vi kender fra så mange andre områder, at det er væsentligt, at man ikke har en stop and go-politik," forklarer han.

Hos Dansk Gas Distribution peger Carsten Jensen på, at en indirekte måde at løfte sektoren på kunne være forskning og udvikling. Derfor håber han, at forskningsmidler fra eksempelvis demonstrationspuljen EUDP vil tilfalde biogasprojekter.

"Det næste skridt er at få noget storskalaproduktion og en teknologisk udvikling. Det sidste er primært i forhold til dem, der producerer anlæg til sektoren. Men man har brug for et tilløb så at sige."

Ifølge interessefællesskabet kan Danmark blive det første land i Europa, som udelukkende forsyner sig med grøn gas, hvis altså den ambitiøse udbygning af produktionsnettet fortsætter.

Danmark nedskriver værdien af oliereserverne markant

Vender man blikket mod den danske gasproduktion fra Nordsøen er tendensen som nævnt åbenbar for enhver.

Slunken gas fra Nordsøen i 2035

Tiderne med sikkerhed for, at der er nok salgsgas i rørene til at forsyne de danske kunder er på kraftig retræte, og ud over en nedgang i produktionen i årene 2020 og 2021 på grund af renoveringen af det danske gasknudepunkt Tyra, så afhænger en dansk selvforsyning i 2035 af to ganske usikre elementer. Dels skal olieselskaberne finde nye gasfelter, der kan opveje produktionsfaldet fra de eksisterende, og dels skal man udnytte ny teknologi, som ikke bliver brugt i dag.

Kilde: Ressourcer og prognoser for den danske olie- og gasforsyning, Energistyrelsen, 2017

Ole Hvelplund anerkender, at de danske politikere i øjeblikket taler mere om at afvænne den danske energisektor med at forvente støttekroner end det modsatte. Han mener alligevel, at der er et rationale i at fastholde støtten, fordi biogassens råmaterialer ofte er ting, man normalt skal skille sig af med for at passe på miljøet.

"Man må ikke glemme, at biogas har en lang række fordele i forhold til for eksempel vindkraft eller solenergi. Vi får en meget direkte miljøeffekt ved at tage affaldsprodukter fra landbruget og bruge det som energikilde. Det samme kan du sige om husholdnings- og industriaffald, som ellers er ting, der ville svine," siger Ole Hvelplund.

Tilbage hos ejerne af de danske naturgasrør påpeger Carsten Jensen, at beslutningen om fremtiden for det danske naturgasnet er i politikernes hænder.

Hvad beslutningen bliver, vil han ikke gisne om ─ det vigtige er, at man ikke lader chancen forpasse, fordi man ikke er klar over potentialet, siger han.

"Helt overordnet er det jo ærgerligt, hvis man overser, at Danmark har en førerposition på det her område. Vi kan nå meget langt. Det kan vi se nu, og derfor mener vi også, at der nu er et informationsvindue, hvor vi bør oplyse om det, netop så vi ikke overser den mulighed."

Initiativ skal sikre gassens rolle i omstillingen

Forsiden lige nu

Dansk Energi kræver politisk ro om grøn forskning

Forskning i nye rene energiformer skal have bedre langsigtede rammer, hvis Danmark stadig skal være med, mener Dansk Energi ovenpå FN-møde i Bonn. Mødet var et skridt i den rigtige retning, men der skal langt mere fart på, mener danske græsrødder.

Seneste Olie & Gas

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere