EnergiWatch

Verdens lande når til enighed ved klimatopmøde i Bonn

FN's klimamøde i Bonn endte i overtid, men landene er nået til enighed tidligt lørdag morgen om at gøre status over indsatsen for at begrænse udledning af fossile brændstoffer til næste år.

Verdens lande er ved klimatopmødet i Bonn blevet enige om i 2018 at gøre status over indsatsen for at begrænse udledning af fossile brændstoffer. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Omkring 12 timer senere end planlagt gav landene grønt lys til at undersøge, hvor meget mere der skal gøres, for at man overholder de grænser for udledning, der blev skrevet ned i Parisaftalen fra 2015.

Landene nåede også til enighed om processen frem mod næste års konference i Katowice, Polen - den såkaldte Tanaloa-dialog, et begreb der er introduceret af COP-formanden, Fiji. Den skal sikre en åben og inddragende debat.

USA var også til stede ved klimatopmødet, selv om landets præsident, Donald Trump, har meldt ud, at han vil trække sit land ud af samarbejdet.

Det gjorde ifølge AFP nogle delegerede vrede, at USA stod stejlt i de økonomiske forhandlinger i Bonn.

Det gjorde spændingerne endnu større, at embedsmænd fra Det Hvide Hus afholdt et event, der forsvarede brugen af fossile brændstoffer, sammen med topfolk fra en række energiselskaber.

Trods afsluttende uenigheder har forhandlingerne på COP 23 bragt verden et lille stykke nærmere målet om at begrænse den globale opvarmning til mellem 1,5 og 2 grader.

I Katowice næste år skal verdens lande endeligt vedtage "lovbogen" for Parisaftalen fra 2015 - det regelsæt, der skal omsætte de ukonkrete løfter fra Paris til virkelighed.

I Polen skal man for første gang vurdere, hvor meget mere landene må gøre for at bremse klodens ophedning ved 1,5-2 grader.

En status fra FN's Miljøprogram viser, at landenes hidtidige CO2-løfter kun rækker en tredjedel af vejen.

Derfor har kloden nu kurs mod et klima, der bliver mindst tre grader varmere inden 2100.

Inden for videnskaben er der bred enighed om, at det fører til større havstigninger og mere ekstremt vejr som tørke, orkaner og oversvømmelser.

Trumps udsending fastholder nej til Paris-aftale på COP23

EU vil have Polen med i klimaforpligtelse

Lilleholt: "Der var en mulighed for at finde pengene nu"

Forsiden lige nu

Norsk analytiker skifter olie ud med grøn energi

Thina Margrethe Saltvedt stopper efter ti år som olieanalytiker i Nordea Markets, skriver Dagens Næringsliv. Hun bliver dog i banken, hvor hun skal være analytiker i sustainable finance med fokus på grøn energi og klimarisici.

Seneste Energinyt

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere