EnergiWatch

GE får ordre på Balkans største vindmøllepark

Tesla Wind lukker finansieringen af vindmøllepark nær den serbiske hovedstad på mere end 150MW.

Det vestlige Balkan får sin suverænt største vindmøllepark. Tesla Wind, der ikke har noget at gøre men elbilproducenten men derimod er et jointventure ejet 60 pct. af arabiske Masdar og 40 pct. af Cibuk Wind Holding, har lukket finansieringen på det 300 mio. euro (2,2 mia. kr.) dyre og 158MW store projekt Cibuk 1 omkring 50 kilometer uden for den serbiske hovedstad Beograd.

Det skriver Masdar.

Projektet skal bestå af 57 GE-møller af typen GE2.75-120. Foruden levering og installering af møllerne har den amerikanske producent desuden sikret sig en 15-årig fuld serviceaftale.

Parken forventes i drift i den første halvdel af 2019, og skal bringe Serbien tættere på sit mål om, at 27 pct. af landets strøm i 2020 skal dækkes af vedvarende energi. I august sagde den serbiske energiminister, at landet forventede at have en vindkapacitet på 500MW om tre år, og at projekter på 483MW allerede befandt sig på forskellige udviklingsstadier.

"Udviklingen af den største vindpark i Serbien og det vestlige Balkan er et afgørende øjeblik for udvidelsen af vedvarende energi i regionen og placerer Serbien i forreste række af Europas hurtigst voksende alternative energisektor," siger adm. direktør for Masdar, Mohamed Al Ramahi.

Arabiske selskaber har de seneste år været meget aktive i Serbien også uden for energisektoren. Mest opmærksomhed er tilfaldet det 3 mia. dollar store udviklingsprojekt Belgrade Waterfront, hvor investorer fra emiraterne står bag en omfattende renovering af hovedstadens havnefront. Et projekt der har medført store demonstrationer og anklager om korruption hos de serbiske toppolitikere.

Forsiden lige nu

Solid fremgang til vindstop-parti på Mors

Borgmester i Morsø, Hans Ejner Bertelsen, var i maj med til at indføre et fuldstændigt stop for nye vindmøller i kommunen. Hans parti får ifølge de foreløbige stemmetal markant fremgang ved dagens kommunalvalg.

Seneste Renewables

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere