ANNONCE
Tesla owners Italia.PNG Holdet under rekordforsøget i deres Tesla S 100D | Foto: Tesla owners Italia

Italienere kører over 1000km i en Tesla på en enkelt opladning

Fem italienske Tesla-entusiaster har formået at køre mere end dobbelt så langt på en opladning, som bilen kan på papiret. Men det var ikke just en behagelig tur.

AF

Elbilens helt store gennembrug holdes for alvor tilbage af to meget afgørende faktorer: Rækkevidde og opladningstid.

Tættest på at knække koden er pt. Tesla med Elon Musk i spidsen. Og nu har fem italienere bevist, at man rent faktisk kan trække væsentligt flere kilometer ud af en Tesla, end firmaet selv angiver, hvis man da ser stort på ting som hastighed og komfort.

I en meget lidt modificeret Tesla Model S 100D, der indeholder den største batteripakke, man kan få, lykkedes det flokken af italienere at køre hele 1078 km på en enkelt opladning. Det er omtrent dobbelt så langt, som bilen officielt kan køre på papiret under normale kørselsforhold.

Foto: Tesla owners Italia

Den eneste ændring ved bilen var et sæt dæk med markant lavere rullemodstand end dem, Teslaen leveres med.

De som har kørt i en Tesla vil vide, at rækkevidden formindskes drastisk ved høje hastigheder. Derfor trillede holdet af sted med sølle 25 mph (40,2 km/t) med fartpiloten slået til for at holde farten konstant, mens de skiftedes til at sidde bag rattet.

Samtidig var den energiforbrugende aircondition slået fra under hele turen, der i øvrigt foregik med vinduerne rullet op i august i en temperatur på mere end 30 grader, da batteriet i en Tesla yder bedst i temperaturer på mellem 30 og 40 grader.

Kort efter det 27 timer lange rekordforsøgs afslutning var Elon Musk ude på Twitter og lykønske holdet af Tesla-entusiaster med deres bedrift.

Modtag nyhedsbreve fra EnergiWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på EnergiWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her