ANNONCE
brand vestas vindmølle politiinzpection stade national wind watch.jpg Foto: National Wind Watch, Politiinzpection Stade

Analytiker: Møllebrand kan lægge en smule pres på Vestasaktien

"Det er bestemt ikke den type billeder, man ønsker skal gå land og rige rundt," siger aktieanalytiker i Syd

RITZAU FINANS

Selv om det fortsat er usikkert, hvad der er årsag til weekendens brand i en kæmpe mølle fra MHI Vestas, er hændelsen alt andet lige ikke positiv for det dansk-japanske joint venture. Den kan samtidig ramme Vestas-aktien i mandagens handel.

Sådan lyder vurderingen hos aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank, efter at MHI Vestas' flagskibsmølle, V164, stod i brand i Østerild natten mellem fredag og lørdag. På grund af møllens højde, der med vinger kan opgøres til 220 meter, fik ilden lov til at brænde ud.

"Det er bestemt ikke den type billeder, man ønsker skal gå land og rige rundt."

"Jeg vil sammenfatte det ved at sige, at vi enten har at gøre med en alvorlig stresstest, fordi det er det, møllerne bliver udsat for, når de står deroppe i perioder. Eller også har vi at gøre med et alvorligt problem. Hvilken af delene, der er tale om, ved vi ikke endnu," siger Jacob Pedersen.

Han nævner, at når vindmøller bliver placeret i testcentre som det i Østerild, så bliver møllerne i perioder presset til deres yderste, da det er en del af den stresstest, som de skal gennemgå.

"Principielt kan det have været i forbindelse med sådan noget, at den er brudt i brand. Men det kan også være, at møllen bare har stået og snurret almindeligt, og selskabet derfor virkelig står med et problem på hænderne."

"Det vil dog undre mig, fordi den her mølle har kørt i test i en del år, og derfor kan jeg heller ikke forestille mig, at der er problemer med de møller, som selskabet allerede har fået ordrer på," siger Jacob Pedersen.

V164'eren, der først blev annonceret af Vestas i 2011 for siden at få opsat sin første prototype i Østerild i 2014, er over årene kun blevet større og større målt på kapacitet.

Fra en indledende kapacitet på 7 megawatt har den nyeste produktversion til sammenligning en kapacitet på mere end 9 megawatt.

"Så det kan sagtens være i takt med, at man tester nogle af de helt nye versioner, som man ikke har fået ordrer på endnu, at det her sker," siger Jacob Pedersen.

Han vurderer, at hændelsen kan give en lille negativ undertone for aktiekursen i Vestas mandag, om end det også bliver påpeget, at branden er sket i en af MHI Vestas' møller, og at sagen altså ikke ligger ene og alene hos den danske vindmølleproducent.

MHI Vestas ejes 50 pct. af Vestas, mens Mitsubishi ejer den anden halvdel.

"Jeg har ikke indregnet den helt store værdi af MHI Vestas i mine Vestas-estimater, så det her bør ikke være et kæmpemæssigt problem, når aktiekursen åbner mandag morgen," siger Jacob Pedersen.

Fredag lukkede Vestas-aktien, som Sydbank har en købsanbefaling af, 2,0 pct. højere i 600,50 kr.

Brand i MHI Vestas' kæmpemølle får ingen konsekvenser for kunder Analytiker: Vestas' patentklage får ingen større betydning Medie: Shell overvejer grønt opkøb på 30 milliarder Mikrofabrikant vil slå Vestas og Siemens i vækstlande  

Modtag nyhedsbreve fra EnergiWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på EnergiWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her