EnergiWatch

Sådan var Vestas' vilde jul

Med ordrebombardement mellem jul og nytår sikrede Vestas sig ikke blot, at ordreindgangen i 2016 slog ny rekord – men teknisk set også op mod 10-20GW i fremtidige ordrer.

2016 var som flere gange nævnt en arbejdsgiverjul. Det udtryk tog Vestas imidlertid til helt nye dimensioner med annonceringen af ikke mindre end 16 ordrer på 1.177MW mellem jul og nytår. En heftig aktivitet, der bringer sidste års ordrehøst op på 9.267 MW og dermed en ny rekord endnu før meldingen om fjerde kvartals uannoncerede høst, der kan bringe totalen op i nærheden af 10GW.

Det var i altovervejende grad USA, der løftede vindmølleproducenten mod årets udgang. 11 af julens ordrer kom herfra. Helt efter bogen, både eftersom det er Vestas' største marked, og da der sædvanligvis er uhyre stor juletrafik i Nordamerika.

Det særlige ved sidste år er dog, at projektudviklerne skulle lægge i hvert fald en lille del af ordrerne før nytår for at sikre sig fuldt udbytte af PTC-rabatten. Hvilket blandt andet havde den konsekvens, at der er annonceret usædvanligt mange mindre ordrer på helt ned til 29MW, der så til gengæld snarere er del- end helordrer. Det gør samtidig også, at juleferien foruden dens rekorder også giver et indblik i fremtiden.

I december blev der således annonceret 13 såkaldte komponentordrer på samlet næsten en GE fra USA. Med tanke på at det blot er 5-10 pct. af ordrenes samlede investering, der skulle lægges før nytår for at sikre sig støtten – såfremt projektet fuldføres inden 2020 – kan den ordrehøst altså betyde, at Vestas teknisk set sikrede sig ordrer for yderligere op mod mellem 10-20GW i USA de kommende tre år.

Desforuden kommer naturligvis den 2GW store Wind XI-ordre, den danske producent i sidste måned fik yderligere to delbestillinger på, men hvor der fortsat mangler knap 1,5GW. Bemærkelsesværdigt er det da også, at ejeren af det projekt – Warren Buffets selskab Berkshire Hathaway – i torsdags lagde yderligere en komponentordre på hele 140MW ind.

Også på aktiemarkedet stod julen derfor i Vestas' tegn. Især sidste halvdel af 2016 var et yderst tumultarisk år, hvor aktien i september nåede sit højeste siden finanskrisen med 569 kr. for en aktie, kun for at miste hele årsfortjenesten i løbet af november og begyndelsen af december med meldingen om en lavere ordrebeholdning og valget af Donald Trump som USA's kommende præsident.

Men efter kortvarigt at have kysset kurs 381 omkring midten af sidste måned, har julehandlen gjort sit for at indhente det forsømte. Efter årets sidste handelsdag lå Vestas i 458,8 kr., hvilket er fem pct. lavere end ved udgangen af 2015.

Hvordan den udvikling fortsætter kan meget vel afhænge af, hvad der kommer til at ske, når det nye år for alvor begynder. Det sker den 20. januar, når Donald Trump endegyldigt sværges ind som USA's 45. præsident.

Forsiden lige nu

Nrgi brød loven: Var i tvivl om vindmølleselskaber producerer el

Danmarks femtestørste energiselskab har ikke haft vandtætte skotter mellem sin monopolvirksomhed og de kommercielle aktiviteter, og dermed bliver NRGi endnu en energikoncern blandt flere, som har brudt elforsyningsloven. Lovbruddet skyldes en tvivl om, hvorvidt vindmølleselskaber skal forstås som elproducerende virksomheder.

Seneste Renewables

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere