EnergiWatch
ANNONCE
Henrik-Nørremark_Vestas.jpg Foto: Vestas

ABM: Har formentlig godtgjort Nørremark i forligssag

Vestas har nok accepteret at udbetale del af lønnen til Henrik Nørremark, mener aktieanalytiker fra Alm. Brand Markets. Hvor meget får vi nok aldrig at vide.

RITZAU FINANS

Vindmølleproducenten Vestas har formentlig skullet hive noget godtgørelse op af lommen for at nå til enighed med selskabets tidligere finansdirektør Henrik Nørremark om at indgå forlig i en omdiskuteret sag.

Det vurderer aktieanalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets, efter at vindmølleselskabet i en meddelelse torsdag fortæller, at partnerne har indgået fortroligt forlig. Det er sket i en sag, der handler om, hvorvidt det var i orden, at Vestas efter fyringen af direktøren sløjfede hans fratrædelsespakke på 8,5 mio. kr.

"Jeg tror, at Vestas har accepteret at udbetale en del af den løn. Hvor meget, der er tale om, finder vi nok aldrig ud af. Men jeg er ikke i tvivl om, at Vestas har skullet udbetale noget af den løn, og at det har været en del af forliget," siger Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans.

At sagen nåede dertil, hvor den gjorde, kan formentlig begrundes med, at Vestas har følt sig taget ved næsen af sin tidligere finansdirektør, lyder det fra Alm. Brand Markets' aktieanalytiker.

Vestas har tidligere begrundet den manglende udbetaling med, at Nørremark havde misligholdt sin kontrakt ved at indgå aftaler uden om Vestas-ledelsen med det indiske partnerselskab RBB - og igangsætte det skandaleombruste Project Dragon.

"Jeg ser det her som en sag, hvor Vestas har følt sig snydt, og der sandsynligvis har været noget retfærdighedssans i virksomheden for at køre sagen. Men jeg synes, at den har fået alt for meget fokus - og ikke mindst alt for meget negativ fokus i pressen, som har været rettet mod Vestas og værdien af, om Vestas kunne vinde sagen," siger Michael Friis Jørgensen.

"Ud fra det synspunkt og med tanke på, hvor mange kræfter der er blevet brugt på sagen, er det gavnligt for aktionærerne, at sagen bliver lukket ned. Om Vestas så må betale Henrik Nørremark hele hans løn eller ej, det ved jeg ikke," tilføjer han.

Retssagen mellem parterne skulle være begyndt tirsdag i denne uge, men blev udsat til tidligst fredag "af praktiske årsager." Det skyldes formentlig, at der har været forligsforhandlinger i gang.

Analytiker: Fornuftigt at ende i forlig

Vestas indgår fortroligt forlig

Tidligere finansdirektør klandrer Vestas for milliontab

Nørremarks Vestas-opgør er blevet udskudt  

Modtag nyhedsbreve fra EnergiWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på EnergiWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her