ANNONCE
zlærke flader.jpg Foto: Dansk Energi

Oppositionen vil have gang i massiv omstilling til elbiler

Regeringen bør afholde sig fra at bruge smuthuller i EU-regler for at nå klimamål, mener Enhedslisten og SF.

RITZAU

Vi skubber den nødvendige indsats foran os, når det gælder om at nedbringe CO2-udslippet inden for landbrug og transport.

Det mener Enhedslistens energiordfører, Søren Egge Rasmussen. Hans kommentar gælder Klimarådets rapport "Omstilling frem mod 2030", der anviser veje til at nedbringe CO2-udslip i landbrug, transport og bygninger.

I en kommende EU-plan skal Danmark som et af Europas rigeste lande ifølge EU-Kommissionens udspil skære 39 procent på de tre områder. De er ikke omfattet af EU's CO2-kvotesystem, som kun gælder industrier og kraftværker.

"Klimarådet peger på, at der skal gang i massiv omstilling til elbiler. Det støtter Enhedslisten. Vi mener videre, at vi skal satse på hurtigt at fordoble vores skovareal. Mere skov kan både lagre CO2, beskytte grundvandet, skabe rekreative værdier og sikre mere biodiversitet," siger Søren Egge.

På grund af EU's regler kan klimaeffekten herved bare ikke indregnes, tilføjer han. 

Danmark har til gengæld fået en omfattende "EU-rabat" på 14,6 millioner ton CO2, fordi landbrugsarealer opsuger kuldioxid. 

Enhedslisten advarer regeringen mod at bruge de nemme "smuthuller" - dels den teoretiske oplagring af kulstof i jord og skov - dels opkøb af billige CO2-kvoter fra EU's kollapsede kvotemarked.

"Behovet for reelle CO2-reduktioner er påtrængende. Hvis vi springer over, hvor gærdet er lavest, forværrer vi blot den udfordring, vi står over for om 10 år," siger Søren Egge Rasmussen.

Han beklager, at Klimarådet har fravalgt at anbefale nedskæringer i landbrugets husdyrproduktion. 

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, hæfter sig ved, at der er brug for en lang række tiltag for at nå EU-målet i ikke-kvotesektoren.

"Men rapporten viser også, at vi kan nå og endda overopfylde målet og samtidig opnå en samfundsøkonomisk gevinst," siger hun.

Jo hurtigere, jo bedre og billigere kan vi gøre det, tilføjer SF's formand. Hun opfordrer endnu engang regeringen til at komme i gang med arbejdet - uden at købe billige kvoter udefra, som der er mulighed for.

"Klimarådet viser, at vi kan klare opgaven selv. Vi behøver ikke købe reduktioner i andre lande eller prøve at løse udfordringen ved at bruge EU's kvotesystem, som jo er brudt sammen."

"Der er ikke mindst grund til at komme i gang med elbiler, varmepumper og reduktion af landbrugets store klimaforurening," siger Pia Olsen Dyhr.

Modtag nyhedsbreve fra EnergiWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på EnergiWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her