ANNONCE
kul co2 klima forurening Foto: /ritzau/Martin Meissner/Arkiv

Republikanere trodser Trump: Vil bekæmpe global opvarmning

Donald Trump har kaldt global opvarmning for snyd. 17 af hans partifæller går imod ham med beslutningsforslag.

AF RITZAU

17 republikanske kongresmedlemmer risikerer at komme på kollisionskurs med USA's præsident, Donald Trump.

Trumps partifæller har onsdag underskrevet et beslutningsforslag, hvor de 17 medlemmer af Kongressen går sammen om at gå efter "holdbare økonomiske" måder at bekæmpe den globale opvarmning på.

Blandt andet ved at "studere samt gøre noget ved årsagerne og effekterne af de målbare forandringer i vores globale og regionale klima", står der i forslaget.

Samtidig ønsker de 17 republikanere at finde måder, der kan skabe "ligevægt i menneskets gøren og laden", som bidrager til klimaforandringerne.

Flere af de kongresmedlemmer, som har underskrevet beslutningsforslaget, kommer fra dele af USA, der er hårdt ramt af global opvarmning.

"Det her emne blev desværre politiseret for 20 år siden. Vi er i færd med at tage noget af politikken ud, mindske støjen, og fokusere på udfordringen og de mulige løsninger," siger Carlos Curbelo, der er valgt i delstaten Florida, som kæmper med jævnlige oversvømmelser på grund af stigende havniveauer.

Præsident Trump har tidligere kaldt global opvarmning for fup og skrev sidste år på Twitter, at "hele begrebet global opvarmning er skabt af og for kineserne for at gøre amerikansk produktion ikke-konkurrencedygtig".

Senest har Trump udpeget en kontroversiel chef for den amerikanske miljøstyrelse, EPA.

Scott Pruitt udtalte i sidste uge, at han ikke er enig i, at kuldioxid og andre drivhusgasser er den primære årsag til global opvarmning.

Pruitts standpunkt er i modstrid med de konklusioner, internationale videnskabsfolk er kommet frem til, og som ligger til grund for Paris-aftalen fra 2015.

Senest har både det amerikanske rumagentur, Nasa, og vejrmyndigheden Noaa i januar konkluderet, at middeltemperaturen på Jorden er steget med 1,1 grad celsius siden slutningen af 1800-tallet.

Statoil skruer op for vedvarende energi

Trump tager hul på løfte om at skrotte Obamas grønne tiltag

Eksportrådet: Danske virksomheder er nervøse over Trump

Klima-konflikt kan være under opsejling mellem Trump og udenrigsminister  

Modtag nyhedsbreve fra EnergiWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på EnergiWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her