EnergiWatch
ANNONCE
Flamini.jpg Arsenals Mathieu Flamini har alle dage været en energisk midtbaneslider. Han har dog også fokus på andre former for energi.

Arsenal-spiller i kamp mod olieindustrien

Den franske midtbanespiller Mathieu Flamini opkøber amerikansk virksomhed som led i ambition om at erobre multimilliardstort marked for et molekyle, der ifølge USA's regering kan fortrænge olie.

AF

Som professionel fodboldspiller har man ikke ubetydelige mængder fritid. En ikke nødvendigvis helt ubegrundet fordom er, at en stor del af energien uden for banen ofte bruges på - afhængig af størrelsen på lønningsposen - at spille Playstation eller købe luksusbiler.

Men Arsenals midtbanespiller Mathieu Flamini har fundet en lidt aparte niche at bruge sin tid og penge på. Den tidligere franske landsholdsspiller blev således i 2008 medstifter af virksomheden GFBiochemicals, der sidste sommer  som verdens første selskab blev i stand til at masseproducere levulinsyre; et planteudvundet kemikalie, som kan anvendes i blandt andet produktionen af biobrændsel.

Fredag udvidede fodboldspilleren så sin forretning med opkøbet af den amerikanske konkurrent Segetis for en ikke oplyst transfersum. Det skriver Bloomberg. Segetis har hidtil arbejdet med at erstatte olie med levulinsyre i plastik, perfume og vaskemidler, og hele pointen med fodboldspillerens erhvervseventyr er at fortrænge brugen af olie.

"Klimaforandringer er vor tids største udfordring, og nu mere end nogensinde er akut handling påkrævet," siger Mathieu Flamini ifølge Bloomberg.

"Vi stiftede GFBiochemichals med ambitionen om at finde bæredygtige alternativer til oliebaserede produkter."

Udpeget som oliebetvinger

Der er imidlertid ikke bare tale om en hovedrig fodboldstjerne, der i en blanding af kedsomhed og eftermæleskrivning kaster lidt håndører efter en obskur teknologi. GFBiochemichals beskæftiger således allerede nu omkring 400 mennesker i nu otte lande, og de 10.000 tons levulinsyre, den oprindelige fabrik i italienske Caserta ventes at kunne producere årligt fra 2017, falder på et tørt sted.

Det amerikanske energiministerium udpegede i 2004 levulinsyre som et af 12 molekyler, der har potentialet til helt at erstatte olie- og petroleumsbaserede produkter i kemi- og biobrændelssektoren.

Da den 31-årige franske midtbaneslider i november - efter indtil da at have hemmeligholdt sin nebengesjæft - fortalte The Sun om projektet, lod han da også forstå, at det økonomiske potentiale overstiger selv det, stjernerne i Premier League tjener.

"Vi er pionerer. Vi har åbnet et nyt marked, og det er et marked, der potentielt er på 20 mia. pund (192 mia. kr.)," sagde han om projektet.

Ulig en del mere end hans egen markedsværdi på banen, der har været for nedadgående de seneste år, og ifølge tyske Transfermarkt aktuelt er omkring 4 mio. euro (29 mio. kr.) Men selv hans engelske klub, der ellers sidste år blev værdisat af Forbes som verdens syvendedyreste fodboldklub med en værdi på 1,3 mia. dollar (8,8 mia. kr.), sakker noget efter i sammenligningen.

USA søsætter miljøvenlige krigsskibe

Anders Fogh i varmt forsvar for biobrændsel

Kapitalfond vil sælge nordjysk energisucces

Novozymes får afklaring på politisk blandingsbombe

Modtag nyhedsbreve fra EnergiWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på EnergiWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her