EnergiWatch
ANNONCE

Minekæmpe bløder og sænker investeringerne

Britisk-australske Rio Tinto ud med stort underskud i 2015 og sænker endnu engang selskabets investeringer i den almindelige minedrift, fremgår det af regnskab torsdag.

AF RITZAU FINANS

Det gør ondt på mineselskaberne, at råvarepriserne er så lave, som de er for tiden, og britisk-australske Rio Tinto, der har sit hovedsæde i London, er ingen undtagelse.

Det understreger selskabets årsregnskab for 2015, der er offentliggjort torsdag morgen.

Regnskabet bød således på et stort underskud, en ændret udbyttepolitik og endnu engang sænkede investeringer i den almindelige minedrift, fordi markedsudsigterne fortsat er sløje. Den underliggende drift klarede sig dog pænt sidste år - også sammenlignet med analytikernes forventninger.

Det er blandt andet den store uro i Kina, der har presset råvarepriserne og dermed også Rio Tinto, idet Kina er verdens største aftager af råvarer, og det medførte et dyk i selskabets omsætning på hele 12,8 mia. dollar til 34,8 mia. dollar.

Det gav et fald på godt 50 pct. i det underliggende resultat, der landede på 4,54 mia. dollar mod 9,3 mia. dollar et år tidligere. Analytikerne havde sigtet efter et underliggende overskud på 4,57 mia. dollar ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Det rene nettoresultat for 2015 blev et underskud på 866 mio. dollar.

For sidste regnskabsår fastholder Rio Tinto udbyttet 2,15 dollar per aktie, men for 2016 ser udbyttet ud til at blive sænket betragteligt. Rio Tinto fortæller således i regnskabet, at selskabet sigter efter at udbetale et udbytte, der "ikke lander under" 1,10 dollar per aktie.

De faldende råvarepriser og dermed resultater kan også samtidig aflæses i Rio Tintos anlægsinvesteringer, der endnu engang sænkes. Dog synes der igen at være indregnet en stigende tendens i investeringerne fra 2017 og frem.

Investeringerne er interessante for blandt andet det danske ingeniørselskab FLSmidth, der lever af at levere udstyr til netop mineindustrien - og det kræver investeringer fra de store selskaber.

Rio Tinto har planer om at sakse sine anlægsinvesteringer for de kommende år med samlet 3 mia. dollar. For 2016 venter selskabet investeringer på 4 mia. dollar efter 2015's 4,7 mia. dollar, mens investeringerne ventes at stige til 5 mia. dollar i 2017 og 5,5 mia. dollar i 2018.

Russisk olieboss: "Skiferolieeventyret er slut"

Ny trussel for olieprisen i sigte

Dong-ansatte smidt på porten for tyveri og økonomisk svindel

Politisk finte vil give Dong millionrabat på sparekrav

Modtag nyhedsbreve fra EnergiWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på EnergiWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her