EnergiWatch
ANNONCE
deif iran vestas V47 Foto: Deif Wind Power Technology, PR

Vejen banet for Vestas og Siemens i Iran

Eksport Kredit Fonden har åbnet for garantier for dansk eksport til Iran, der har planer om 5GW VE inden 2018. Garantierne bliver dog ikke billige.

AF

Fra fredag blev en af de sidste hæmsko i forhold til dansk eksport til Iran ophævet. Eksport Kredit Fonden meddeler således, at de fra dags dato har ophævet den suspendering af garantier til Iran, der har været gældende siden juli 2012. I første omgang åbnes der kun for remburser og andre forretninger, der er garanteret af enten en bank eller den iranske stat, men det forventes at blive rullet yderligere ud gradvist.

"Det betyder, at vi løbende vil åbne for flere forretninger, i takt med at Iran skridt for skridt vender tilbage til det internationale, finansielle samarbejde. For eksempel har en række banker i Iran endnu ikke fået adgang til det såkaldte Swift-system, som håndterer internationale betalinger," siger EKF’s chef for Lande, Bank- og Sektor-analyse, Jørn Fredsgaard Sørensen, i en meddelelse.

Genåbningen af det iranske marked har for ikke mindst vindindustrien været ventet med nogenlunde samme iver, som da USA's vestlige stater i 1800-tallet blev åbnet for nybyggerne. Efter at den ellers spæde udbygning i begyndelsen af århundredet gik i stå som følge af de internationale sanktioner mod præstestyret lancerede iranerne forrige år planer om en massiv kapacitetsforøgelse med 5GW vedvarende energi frem mod 2018.

Iran er på vej med vindmølleordrer for milliarder

Potentiale for 100GW vind

Mens solenergi også skal være en del af det miks, ventes vind at komme til at spille hovedrollen. Især i landets nordlige områder er forholdene gode for vindkraft med stærke vinde året rundt, hvilket ifølge en nylig analyse fra Middle East Institute giver Iran potentiale for op mod 100GW vind. Altimens den politiske velvilje absolut er til stede med støttetariffer på op til 1,08 krone per kWh i en periode på mellem 10 og 20 år.

Såvel danske som tyske og asiatiske vindaktører har da også stået på spring siden begyndelsen af 2014. Og med meldingen fra EKF ser der ud til at blive mulighed for Vestas og Siemens til at få stillet garantier for finansieringen til vindmølleprojekter.

Vestas rygtes tæt på comeback i Iran

Dyre garantier i begyndelsen

Det kommer dog ikke til at ske billigt. For Iran kommer ikke blæsende ind på EKF's liste over de sikreste - og derved billigste - markeder, der stikkes garantier ud til. Tværtimod placeres landet i den nederste risikoklasse sammen med lande som Irak, Afghanistan, Libanon - og de fortsat suspenderede lande i Mellemøsten for den sags skyld.

"Iran er et spændende marked med et stort potentiale, men det er bestemt ikke noget nemt marked. Hos EKF er Iran derfor sammen med for eksempel Etiopien og Pakistan placeret i risiko-kategori 7, som rummer verdens mest risikable lande. Den risiko skal virksomhederne håndtere, og EKF kan være et af redskaberne," siger Jørn Fredsgaard Sørensen.

Eksport Kredit Funden noterer sig, at risikoen ved Iran handler mere om politik end økonomi. For selv om de økonomiske nøgletal grundlæggende anses som pæne, er den politiske situation så usikker, at sanktionerne kan hurtigt blive genindført. Et andet konkret problem er, at mange iranske virksomheder efter flere års isolation slet ikke har en betalingshistorik eller kreditvurdering, fastslår EKF, der dog forventer at situationen hurtigt bedres.

Dansk vindmøllefabrik i Iran på vej, siger minister

Modtag nyhedsbreve fra EnergiWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på EnergiWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her