EnergiWatch
ANNONCE
Williston, North Dakota - Photo Ole Jørgen Bratland - Statoil.jpg Foto: Ole Jørgen Bratland - Statoil

Fald i olieprisen efter ventet øget amerikansk produktion

USA's svar på Opecs produktionsreduktioner viser en stigning i lagrene på 1,5 mio. tønder olie.

RITZAU FINANS

De mest handlede råvarer handles blandet onsdag morgen. Mens oliepriserne siver let, er der mindre stigninger i industrimetallerne, mens ædelmetallerne holder prissætningen i ro.

Oliemarkedet er påvirket af en øget fremskrivning for USA's produktion i år fra den amerikanske Energy Information Administration (EIA).

Den øgede produktion kommer som svar på Opecs produktionsreduktioner, efter at kartellet og 11 andre nationer blev enige om at trimme den globale forsyningsoverflod for at presse priserne op i december. Prisstigningerne har lokket de amerikanske producenter tilbage på markedet og øget antallet af borerigge for tiende uge i træk.

Tirsdag viste de amerikanske lagre af råolie en stigning på 1,5 mio. tønder i den ugentlige rapport fra American Petroleum Institute, API.

Onsdag kommer de officielle lagerdata fra EIA.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 53,75 dollar mod 54,05 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 50,95 dollar mod 51,25 dollar tirsdag eftermiddag.

På guldmarkedet er investorerne optaget af dagens pressekonference med den kommende amerikanske præsident, Donald Trump. Det bliver første mulighed for at få uddybet de mange politiske meldinger fra Trumps envejskommunikation gennem Twitter siden præsidentvalget i november.

Onsdag morgen koster en ounce guld 1188 dollar mod 1189 dollar tirsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller er prisudsvingene begrænsede. Et ton kobber koster onsdag morgen 5773 dollar mod 5746 dollar tirsdag eftermiddag.

Modtag nyhedsbreve fra EnergiWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på EnergiWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her