EnergiWatch
ANNONCE
Chevron.jpg

Amerikansk oliegigant spænder livremmen ind - igen

Chevron lægger igen an til en sparerunde, og de planlagte udgifter for 2017 bliver nu sænket.

AF RITZAU FINANS

Den amerikanske oliegigant Chevron har endnu engang spændt livremmen for planerne for sit forbrug ind. Denne gang er det udgifterne i 2017, som er blevet strammet. På trods af det seneste lille comeback i olieprisen, venter koncernen nemlig, at droppet i prisen på den sorte råvare vil fortsætte på længere sigt.

Tilbageholdenheden i investeringslysten kommer, efter at Chevron i december fremlagde en strategi for indeværende år om at skære i udgifterne til produktion og udforskning med 24 pct. til 26,6 mia. dollar.

Nu lyder målet for 2017, at udgifterne skal ligge på 17-22 mia. dollar mod det i tredje kvartal annoncerede planlagte forbrug på 20-24 mia. dollar.

"Vi vil færdiggøre de store projekter, der har været under opførelse i adskillige år. Det gør det muligt for os på samme tid at få vores produktion til at vokse og reducere vores udgifter, hvilket bør forbedre vores nettopengestrøm betydeligt," siger John Watson, der er administrerende direktør i Chevron i en meddelelse.

I lighed med andre energiselskaber rundt om i verden har Chevron været hårdt ramt af faldet på 72 pct. i råoliepriserne over de seneste 19 måneder.

Chevrons omsætning gled som følge af olieprisdykket sidste år med mere end en tredjedel til 129 mia. dollar, mens årets resultat raslede ned med 75 pct. til 4,8 mia. dollar.

Chevron-aktien ligger 1,8 pct. lavere til 89,05 dollar i tirsdagens handel på Wall Street.

/ritzau/FINANS

Modtag nyhedsbreve fra EnergiWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på EnergiWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her